3 måneder siden

Grønne gulerodsboller med figner og valnødder

Julen efterlader altid så mange dejlige ting. Hos mig var én af dem, en æske med store, halvhårde tørrede figner. Og efter en sukkersød tid, havde jeg altså bare ikke den store lyst til dem. Til gengæld har en juleferieuge hjemme hos min mor givet mig daglige cravings på hjemmebagte boller. Og se, hér opstod ideen til de boller, som du, lige om lidt, kender opskriften på.

veganspirulina buns

Lad os bare sige, at jeg fresstylede – som jeg altid gør i køkkenet. Det er så sjovt, bare at hive alt muligt skørt ned fra hylderne og se, hvad det bliver til. Ovenpå et Corona-2020 vil jeg efterhånden sige, at min spontane dømmekraft i køkkenet er ret veludviklet, så helt galt går det altså sjældent.

Bevares, det er ikke alt, der er værd at dele med verden, men de her er! Heldigvis har jeg (nogenlunde!) styr på, hvad og hvor meget, der kom i af de forskellige ting. Bær over med mig – og husk, at mel og ovne godt kan variere ret meget, så vurder undervejs i processen :))

Opskriften er ret let at variere alt efter egen præference, eller hvad der nu ellers ligger i skabene og kalder på at blive brugt.

veg

Min opskrift lyder:

2 spsk. chiafrø opløst i 2,5 dl lunken vand

1 dl havredrik

4 tsk. tørgær (50 g frisk gær)

1,5 spsk. dadelsirup (eller agavesirup/kokossukker etc.)

4 spsk. Naturli’ smørbar (eller kokosolie, rapsolie etc.)

3-5 spsk. afskallede hampefrø

ca. 4 spsk. valnødder

6 store figner hakket i tern (mine var hårde, så jeg lagde dem i vand)

3 spsk. broccolipulver (valgfrit)

1 tsk. spirulinapulver (valgfrit)

5-6 dl hvedemel (vurder den sidste del, når du ælter – det skifter ret meget fra gang til gang, særligt fordi fugten fra gulerødder og finger også varierer)

3-4 dl havregryn (vurder, hvor tør/våd dejen er)

1 tsk. havsalt

3-5 fintrevne små gulerødder

Start med at putte chiafrø i lunken vand. Tilsæt tørgær og rør rundt. Tilsæt så havredrik og sirup. Rør igen og lad boble lidt. Tilsæt blødt smør eller olie. Rør rundt og riv gulerødderne ud i blandingen. Rør så broccolipulver og spirulinapulver i. Hak figner og valnødder og hæld i sammen med hampefrø. Rør rundt og tilsæt så havregryn. Herefter lidt over halvdelen af melet sammen med salt, som fordeles godt rundt i melet. Gør en bageplade klar med bagepapir og begyndt så at ælte dejen. Den skal være ret nem at arbejde med, uden at klistre til hænderne. Tilføj mel, indtil du kan ælte dejen uden problemer, men gerne så den stadig er let fugtig. Således bliver bollerne ikke tørre. Form bollerne, gør dem lidt fugtige med vand på toppen og drys med hampefrø. Jeg fik 7 stk. Læg et viskestykke over bagepladen og lad dem hæve lunt i ca. 30 min.

Bollerne bages så ved varmluft på 175 grader C i ca. 25-30 minutter. Mine fik et virkelig dejligt sprødt ydre, med et let og fluffy indre.

vegan buns

Smager supergodt i sig selv, som en slags myslibolle – men jeg nød de første med Naturli’ smørbar og vegansk goudalignende ost.

vegan cheese figs buns

Velbekomme og del gerne dine erfaringer med dem. Tak, fordi du kiggede forbi :))

Liv