2 år siden

Tvinges vi til at sige farvel?

Det er den sidste dag i januar, og jeg har netop startet min dybe rejse ind i udviklingspsykologien. Bøgerne er lige så grimme som udyret i eventyret, Skønheden & Udyret. Jeg skræmmes ved synet og får lyst til at løbe væk. Men, som prinsessen Belle, kan jeg ikke lade være. Jeg mindes min elskede, gule barndomsprinsessekjole, som jeg fik til Kloster Mærken, jeg må blive. Jeg kan ikke lade være med at åbne døren til slottet. Slottet af livets essens, udviklingspsykologi. I et ambivalent virvar af følelser, bevæger jeg mig ud på gulvet. Inden jeg får set mig om, danser jeg med udyret selv i et tropisk paradis af en have i Cairns.

Således føltes det at åbne op for studiet af livsforløbet, fra fødsel til død.

Et billede, der implicit har hæftet sig på min bevidsthed og rejst videre ind i min langtidshukommelse, er tegningen af en fødsel. Først efterlod det mig en hård følelse. Barnet skubbes ud. Løsrives allerede her fra mor. Det slog mig, hvilken voldsom og stressfuld start på livet, vi skabes med. Vi når knapt at se lyset inden mørket fra omverdenen forsøger at overvælde os med iltmangel, så mængden af kortisol i den lille krop ingen ende vil tage. Ikke nok med det, tvinges vi til at sige det første farvel. Herfra bliver livet ved med at ville have os til at sige farvel til hende, som fik livet til at føles så godt, mor. Helt indtil den dag, hvor vi står med kufferten i hånden og skal sige farvel.

Ærligt, så har jeg haft lyst til at løbe tilbage lige siden. Jeg er én af dem, der aldrig rigtig bliver voksen.

Og jo, det er jeg jo. Og jeg fik det også helt fint med at skulle kaldes voksen, da jeg satte mig ned og gentegnede dette voldsomme skub, en nærmest tvungen fødsel. For i min hånd, blev den slet ikke tvungen. Mine fingre skabte billedet af tre hvide fugle, hvoraf den lille er ved at sprænges af nysgerrighed. Den må tage sin kuffert og flyve ud i hele verden. Synge om sit smukke, gamle hjem, alt i mens den fylder kufferten med endnu flere diamanter. Det er ikke sikkert, at de to gamle fugle vil flyve med til Australien og Amerika, men de ville gerne se diamanterne om den lille fugls hals. Se dem stråle om kap med solen. Sige hej flere gange end farvel.

Men, når dette lille vidunder af dig kommer til verden i et måske lettere chok af iltmangel, ved du så det?I din stille opmærksomhed, i din drømmende REM-søvn, din tunge NREM-søvn, din døsighed eller i din skingre gråd, som en lille baby.Ved du, at dette ikke er starten på et for evigt råbende farvel, men i stedet et lykkeligt, rungende hej til verden – for altid.

I nørdede, psykologiske øjne, er hele oplevelsen af at komme til verden enormt skelsættende og essentiel. Vi er nødt til at skabe den. Måske endda styre?

Nu ved du det.

Udviklingspsykologi. Jeg danser ikke længere med udyret. Gulvet slides af livlige dansetæer, der aldrig forlader den eventyrlige paradishave igen. Skønheden. Jeg danser med livet, og jeg tror på, at jeg gjorde det fra første øjekast på hospitalets firkantede vægge dengang i 96. Hvad gjorde du? Hvad gør du nu?