2 måneder siden

Neuropsykologi

Hvordan tænker vi? Hvad sker der i hjernen, når vi tænker? Hvordan ændres hjernen, når vi tænker?

Med biokemien forstår vi virkelig, at det hele hænger sammen. Vi må altså kaste dualismen væk. Vi skal ikke længere end til nervesystemet. Så står det klart, at vi ikke kan skille det ad. Neuroner/nerveceller/hjerneceller løber stærkt. Tænkt bare på det sympatiske flygt-og-bekæmp-system, eller det parasympatiske slap-af-og-fordøj-system, der begge vedrører hele kroppen – fra top til tå.

Kommunikationen mellem vores hjerneceller er altafgørende for, hvor hurtigt alt dette kan forløbe – og ikke mindst, altafgørende for funktionen af vores hjerne. Lige fra evnen til klare et regnestykke i skolen, til at handle hurtigt midt i supermarkedets eftermiddagsmylder en fredag.

Jo mere vi træner vores hjerne, desto mere styrker vi de enkelte signaloverførelser, synapserne, også hvis de er helt nye.

Vi er én stor mængde væske fyldt med elektrolytter i form af mineraler som Na+, Cl- og K+. Det helt essentielle er diffusionen – nemlig, at der er en helt naturlig stærk drivkraft for at udligne og balancere koncentrationer (høje/lave) og ladninger (positive/negative).

I cellens hviletilstand er den altid mere negativ på indersiden og mere positiv på ydersiden. Det betyder altså, at de enkelte ioner bevæger sig og forsøger at komme ind/ud. Cellens hvilemembranpotentiale er 70 mV.

Vi kan både stimulere cellen til, at der bliver mere eller mindre forskel. Fyringstersklen, den kæmpe spændingsforskel, hvor indersiden bliver mere positiv kan nås enten spatialt (EPSP) eller temporalt (IPSP), og det helt essentielle er så, at kanalerne netop åbnes (særligt natriumkanalerne) – og heri har vi aktionspotentialet, AP.

Den kemiske signal-transmission er særlig vigtig og i brede træk handler det om tre dele – presynapsen (den udsendende celle), synapsespalten og postsynapsen (den modtagende celle). En udsendelse fra én hjernecelle til en anden – synapsen.

Signalstofferne og receptorerne passer som nøgler til hver sin lås, og ved at have flere forskellige receptorer på cellernes overflade er det muligt at regulere cellernes metabolisme præcist.

Myelinsering er helt essentielt for AP og cellerne generelt. Det passer simpelthen på cellen og signalet. Demyelinsering er fx det, der sker under alkoholmisbrug, anoreksi og former for sklerose, som fx Multiple sklerose. Og det er noget rigtig skidt.

En ligand er et molekyle i form af et slags transmitterstof, der bindes til en receptor. Når det lykkes at aktivere receptoren, er det en agonist, mens det er en antagonist, når signalet blokeres – således ionkanalen ikke kan åbnes. Antagonister er altid eksogene, altså altid noget, der tilføres udefra fra andre stoffer.

Et eksempel er GABA-antagonister, der er disse stoffer, der skal erstatte den manglende inhibering af aktivitet hos angstramte.

Neurotransmitter er altså de her små molekyler, der arbejder under synapsen, hvor signalet videreføres. De frigives dermed fra presynapsen med aktionspotentialet. Neurotransmittere kan aktivere flere typer receptorer.

De enkelte neuroner bruger stoffer, som fx dopamin eller serotonin, der påvirker specifikke områder i hjernen, hvorfor altså neuronernes rolle er stor – og vi igen forstår, at det hele hænger sammen.

Dette system er sensitivt og afhængigt af noget så basalt som væsken, vi alle er lavet af. Altså salte – hvorfor dehydrering er en årsag til, at hjernecellerne suger vand til sig og svulmer op, hvorved signaltransmissionen ikke længere fungerer. Det kan altså let forveksles med langt mere alvorlige tilstande. Det er ret vigtigt at huske en sommerdag hos farmor, hvor vi vist alle gør klogt i at snacke lidt på saltstænger, juice og kokosvand.

Alt dette er bare mit simple forsøg på at forklare et enormt avanceret og nærmest helt magisk system, men hvor kommunikationen altså kun skal gå galt ét sted for alvorlige, langvarige skader.

Alvorlige tilstande kan også forveksles med den påvirkning, der sker, når eksogene stoffer inddrages. Meningen med dem er jo netop, at de har en effekt – noget, der virker eller stopper virkningen. Her sætter stoffet sig på receptorerne ligesom (og i stedet for) transmitterstofferne.

Funktionel tolerance er, når kroppen “arbejder i mod” og mindsker responsen ved virkningsstedet.

Metabolsk tolerance er, når kroppen når til et sted, hvor kroppen bliver bedre til at nedbryde stoffet. En tolerance, hvor funktionen blot er normal, når stoffet er til stede.

Problemet ved dét – hvis vi altså antager, at det er godt, at vi tager disse stoffer som fx antidepressiv – er, at der skal mere til. Og, når der skal mere til, er der også flere bivirkninger.

De endogene transmitterstoffer og/eller receptorerne, altså vores egen naturlige produktion, vænner sig også til det. De behøver jo ikke være der længere, og så har vi afhængigheden af det eksogene stof.

Men essensen og hele hensigten er jo enten at hæmme øget aktivitet (fx ved psykoser) eller øge hæmmet aktivitet (fx ved depressioner) – behandle ubalancer. Den konkrete medicin tilhører forskellige grupper, ofte er det SSRI. Disse hæmmer genoptagelsen af serotonin, hvilket giver øget koncentration af serotonin i synapsen, og som igen giver øget aktivitet i serotoninneuroner.

D2 antagonister blokerer dopmain subtype 2 receptoren, hvilket forhindrer aktiveringen af receptoren og som altså hæmmer aktiviteten i dopaminneuroner.

Det fantastiske er, at psykologisk intervention virker på helt samme måde – i synapsen. Ser vi på miskommunikationen mellem to nerveceller som to brækkede knogler, er det som om, at det bliver lidt mere okay at bruge pharmakologien også. De er jo bare gået i stykker, ikke? Så er det vel ligesom at sidestille dét at indsætte kunstige hofter mod det at genoptræne den gamle?

Og, hvad virker så bedst? Når vi indimellem prøver et nyt kosttilskud, for måske at få mere overskud eller gro længere hår, som et stærkt B-vitaminkompleks – så kan det være svært at vurdere, hvorvidt det hjælper, og at det er dét, der hjælper. Her er der jo så placebo. Jeg har det egentlig ret godt med placebo, for det er vel blot vores egen selvheling – især, fordi det er den helt samme neurologiske smertelindrende aktivitet, der sker. Vi kan altså selv finde hen til receptorerne. Og det er jo virkelig godt, men det er selvfølgelig et problem i testningen af eksterne stoffer, medicinen.

Epi-genitik handler om, at vi er plastiske hele vejen rundt – livet igennem sker der ting, der forårsager ændring i og for vores genetiske sammensætning. Det handler både om kærlighed, stress, opdragelse, kultur, straf, belønning og alt muligt mere, der ikke blot præger miljøet, men også rent epi-genitisk, fordi erhvervet adfærd, fx angst i specifikke situationer, netop også kan føres videre genetisk. Man taler om en polygenetisk videreførelse ved angst og depression på omkring 30-40 %, mens skizofreni og bipolar-affektiv-sindslidelse ligger på omkring 60-80 %.

Hjernen er fantastisk. Men, hvem fortæller os egentlig også dét? Vores egne hjerner selv! Af og til, tænker jeg, om mon min hjerne får sig et godt grin indimellem – af mig. En rigtig Laughing Brain.

Rigtig god weekend,

Liv