1 måned siden

Av

“Jeg har ondt i min mave lige nu.” Ville vi kunne påvise, at det ikke er sandt? Smerte er komplekst. Af og til, føles det som om, at smerten kommer udefra. At der er noget udefra, der sætter sig fast og vil os noget ondt.

Mere end 20 % udvikler kronisk smerte – har ondt i mere end et halvt år. Omkring 5 % udvikler meget slem smerte, og det er altså meget svært at behandle. Det er chokerende.

Meget kort, starter smerte i et stimuli, ofte et fysisk sanseindtryk, der sætter gang i neuronerne. Alt efter graden af myelinisering, løber aksonerne til rygmarven, hvor de sætter sig på de helt specifikke receptorer. Der opstår så et impuls, der fremmer eller hæmmer en effekt i modtagercellen her i rygmarven. Det kunne fx være et hormon som serotonin, der inhibiterer, og det påvirker således cellernes konstante kommunikation videre.

Hvad enten cellernes kommunikationen har et negativt eller positivt udfald, skal det blot ses som én form for kommunikation. Det betyder altså, at den specifikke gruppe celler, dette væv, nødvendigvis ikke ændrer sit udseende, blot fordi kommunikationen fx har en negativ konsekvens. Vi kan have helt fungerende, intakt væv, der stadig indeholder ekstrem smertefuld kommunikation – ekstrem følelse af smerte. Lige så vel, som vi kan væv med store skader, der ingen smerte indeholder.

Når stimuli sendes intenst og overdøvende nok ud, gives der besked til hjernen om fare, som den altså vælger at prioritere. Hos mennesker, der har kronisk ondt, sker der en form for sensibiliseringsproces. Hjernen bliver mere sensitiv og reagerer mere på smerte, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med den kroniske smerte.

Behandlingsmæssigt er tilgangen meget mekanisk. Man prøver at nå ned i dybden og behandle dét, der sker på celleplan. Det er vi vel nødt til, ikke? Vi er i hvert fald nødt til at huske på ovenstående antagelse – nemlig, at syge celler nødvendigvis ikke er syge og omvendt. Vi er i hvert fald nødt til at huske at kommunikere med det enkelte menneske.

Der findes både smertetolerance og smertesensitivitet. Vi kan fødes uden evne til at mærke smerte, men vi kan også træne os selv til at opleve smerte – og omvendt. Sensorisk input og endogen smertemodulering er tilsammen en kompleks modulering af oplevelsen af smerte. Processen tager udgangspunkt tidligere oplevelser, erfaringer, forventninger og trusselsværdi. I høj grad, er smerte således ikke alene en fysiologisk og biologisk proces.

I studier ses der en enormt stor sammenhæng mellem den fysiske følelse af smerte og så mentaliteten bag. Det betyder netop ikke, at vores smerte ikke er reel, men det er et faktum, at en negativ indstilling gør smerten værre. Og derfor er det værd at overveje sit mindset: Tror du på, at du er syg? Eller tror du på, at alt godt venter på dig?

Fibromyalgi er et eksempel på en sygdom med ofte kroniske smerter i muskler og led. Kroppen føles tung og træt. Den fysiske udholdenhed er generelt nedsat.

Men bevægelse er vigtigt. I sær for vores hjerne. Corpus callosum er hjernebjælken, der forbinder de to halvdele i storhjernen. Det er en nervebane af hvid substans, der virkelig vil noget. Her taler vi kommunikation, hvis tempo kan sammenlignes med de amerikanske Highways nær Las Vegas.

Især når vi bevæger os mellem de to hjernehalvdele, fx ved fysiske krydsbevægelser, stimulerer vi ikke blot hjernebjælken, men hele hjernen generelt. Hjernen bruger de samme neurale baner under fysisk aktivitet som i kognitive processer, heriblandt de eksekutive funktioner, lokaliseret i det præfrontale cortex. Så, når vi er fysisk aktive, træner vi altså også de eksekutive funktioner. Det er enormt vigtigt, og vigtigere end IQ, både i skolesammenhænge, sociale sammenhænge, i ægteskab, i sport, i økonomi, på rejser – livet hele vejen rundt.

Fysisk aktivitet sætter gang i flere ting på samme tid. Blodgennemstrømningen øges, signalstyrker øges, neurotransmittere frigives, hormoner sættes i gang og så videre. Den franske René Descartes var en af dem, der har holdt dualismens diskussion kørende. Tiden igennem har der nemlig været uenighed omkring, hvorvidt vi bør forstå psykologien dualistisk eller holistisk, hvorfor det måske ikke for alle er lige oplagt og logisk, at fysisk aktivitet fremmer psykisk aktivitet.

Omvendt er påvirker ting som inaktivitet, stress og depression også – bare den anden vej.

Men, af og til støder vi også på situationer, hvor vi måske overvejer, hvorvidt, der kan være for meget gang i den.

A ttention D eficit

H yperactivity D isorder

Det er en kompliceret diagnose, der kendetegnes ved svær utålmodighed, impulsivitet, ringe eksekutive funktioner, mindre grad af følelsesregulering, mindre fleksibel tankegang og dårlig socialisering. Jeg tror, du har fattet den. En person vi måske ville kalde irriterende, men også en person, der altså har svært ved at finde en ven. Jeg er (surprise) ikke vild med diagnoser, jeg tror på ubalancer – især ved tilfælde som ADHD eller ADD. Skillelinjen er så snæver, og det er så tydeligt – vi har det jo alle lidt. Der er jo også positive ting. De(vi) er gode til at visualisere, er særligt gode til sport, glemmer ligegyldige konflikter, har en dejlig humor, kan huske teksten på den der sangtekst, som ingen kan huske, og så har de(vi) gode ideer. Så, hvor går grænsen? Bare ved at score henholdsvis 6, 3 og 1 points i diagnosetesten?

Der er stor forskel på børn, unge og voksne med ADHD. Rastløsheden bevæger sig fra at være noget mere ydre til at være noget indre, der kommer til udtryk i fx stress. ADHD-kernesymptomerne (hyperaktiviteten) falder med tiden. 5 % af verdens børn har diagnosen, mens 2 % af verdens voksne har den. Voksne kan også udvikle diagnosen uden at have haft den som barn. En genetisk betinget ADHD kan give sig til udtryk i mindre hjernevolumen, i både hvidt og gråt substans. Miljøbetinget ADHD forekommer også, og her vil det så være forskelligt, hvorvidt der reelt er tale om en livslang sygdom. Tilknytning spiller en vigtig rolle, men det er svært at vurdere, hvorvidt det er tilknytningen eller diagnosen. Og her må vi jo ikke underkende, at medicin altså hjælper mange. Farmakologisk bruger man enten stimulerende eller inhibiterende medicin. Methylphendiate (Ritalin, Concerta, Equasym, Medikinet), Atomoxetine (Strattera), Dexamphetamine (Attentin), Lisdexamfetamin (Elvanse) og Guanfacin (Intuniv).

Det er svært at teste medicinen, fordi der er så mange forstyrrende  variable, der gør det enormt svært at isolere og skille tingene fra hinanden. På trods af den halvdårlige forskning, som vi jo ofte møder, er det dog ret sikkert, at de fleste får hjælp ved at tage stoffet Methylphenidate. Men vi ved faktisk endnu ikke, hvilke bivirkninger, der er på længere sigt. Mulige bivirkninger kan fx berøre hjertet.

Men for at vide noget mere sikkert, må der skulle nogle bedre studier til. Hvis vi vender tilbage til indledningen – av. Og vi bliver mindet om, at uanset hvad vi forsøger at undersøge i mennesker, er vi nok nødt til at holde fast i menneskene selv som den stærkeste evidens. Halvkunstige forsøg er virkelig smarte, men mennesker er ikke kunstige. De er flyvske – og vores viden må være derefter.