6 måneder siden

Hvem trækker egentlig i tovet?

Det skinnende halvmørke, gymnastik-sals-træ omfavner os i idrætstimen i anden klasse, på den lillebitte, gamle skole. Ribbene udsmykker væggene og når næsten vinduerne i toppen, der kalder på frikvarter. Drengene er allerede gået i gang med at kaste flade, orange bolde frem og tilbage, mens pigerne grupperer sig, mens de retter på de skridsikre ballerinasko. “De er også ret gode til rundbold, hockey og tovtrækning, og så får man jo heller ikke fodvorter.” Tror jeg nok min mor sagde dengang, vi stod ude hos Søren i sportsbutikken – for at købe lyserødt idrætstøj.

Den højtrøstede idrætslærer starter timen med Høvdingebold, råber voldsomt, når vi er ‘døde’. Den halvhårde tone fodrer virkelig usikkerheden, og nogle af børnene kravler lige lidt dybere ind i det døde hjørne.

Nu er det netop tid til tovtrækning, og de entusiastiske løber stærkt ind til midten. Det usikre hjørne følger langsomt trop og drysser hen for enden, tager en hånd om torvet, blot for at være med.

Social loafing

Social loafing var selvfølgelig ikke, hvad der poppede op inde i mit otteårige hoved, men det gør det nu en del år senere under dagens forelæsning. For helt ærligt, så tror jeg, at det var lige præcis, hvad der foregik.

Social loafing describes the tendency of individuals to put forth less effort when they are part of a group.

Man kunne selvfølgelig forsøge at fordele trækket, forventningsafstemme, skifte gruppeleder, være på hold med sine venner eller gøre gruppen mindre. Men helt ærligt, så tror jeg ikke, at det ville fungere dér i den halvlugtende gymnastiksal en halv time før spisefrikvarteret.

Og i frikvarteret bliver grupperne endnu tydeligere. Nogle er med, andre leder dem endda, mens nogle tredje bliver helt ovre i det der usikre, ‘døde’ hjørne. Hvorfor hører nogle bare til en gruppe, mens andre ikke gør?

Der er så mange dynamikker. Alene i det at gruppetænke er der en tendens til at følge en form for gruppenorm og lyst til at nå til enighed, uanset hvad det egentlig handler om. Sammenhængende, at det netop ofte vedrører normativ påvirkning, hvor gruppekonformen er så vigtig, at vi giver afkald på vores egen mening. Vi behøver altså ikke altid reelt have overbevisende argumenter og påvirkes informativt. Nogle gange lykkes det endda også en minoritet at påvirke andre, som meget vel kunne være et parti  som Alternativet, nu hvor vi står midt i valget. Som minoritet når man nok bare længst ved at være vedholdende, fair, fleksibel, forståelig og ikke mindst netop finde opbakningen – være mere end én.

Vores sociale liv giver os fordele, men det koster os også. I alvorlige ting som sygdom og vold. Måske forårsaget af fordomme. Fordomme, der varierer fra menneske til menneske.

Hvorfor trækker fordomme altid rødder til religion, kultur og politik? Vi skal måske snarere spørge: Hvem føler du er din gruppe, og hvem er ikke?

Af en eller anden grund, har vi en tendens til at gruppere mennesker i racer, ofte ubevidst. Et amerikansk basketballstudie fra 2001 viste, at man gik så langt, at spillerne identificeredes efter race over hvilket hold de reelt spillede på. Man så altså, at nogle forvekslede to spillere med samme hudfarve, men med vidt forskellige holdtrøjer.

Og så er vi tilbage i idrætstimen, hvor konkurrencer og væddemål får venskaber i en anden retning. Grupper. Vi ser så tydeligt, når andre ikke er, som vi selv er. Og endnu stærkere er intergruppedynamikkerne. Vi elsker sådan at være en del af gruppen, dem der i den og billedet af os selv i den. Og livet går – hurtigt. Vi kigger rundt – gør som de andre. Bruger deres slidte æblekasser –stereotyper. Angst og andre følelser opstår som et knipseslag, og så er der bare noget rodfæstet evolutionært i netop gruppen. Disse halvmørke mønstre ligger dybere i os, end vi tror. De er ikke blot forbeholdt autoritære typer – selv, når vi ønsker at fremstå anti-fordomsfulde, virker vi fordomsfulde. Det lægger op til skabelsen af diskrimination, stereotyper – og fordomme. Også bare der i idrætstimen, hvor nogle havde det nye, smarte tøj, mens andre ikke havde skiftet ud siden storebrors sved for fire år siden.

Og det er måse forståeligt, når vi ser på, hvordan vi løser det. Ofte møder vi de andre i en anderledes kontekst med et andet mål, og det skaber konflikt. Vi skal blot tage på en uges ferie, og så har vi bygget og malet en kasse til mennesker, som vi mødte den tiende maj, én time på en restaurant i Paris, hvor franskmanden spildte Chateau Haut ud over den nye, palmeskjorte, helt uden at sige ‘undskyld’ – blot nogle uger efter, at Notre Dame brændte. Og så prutter og bøvser kineserne, mens australierne kører i den forkerte side. Har vi slet ikke noget filter?

Og vi bliver mere og mere forskellige. I tøj, politik, sport, kultur, interesser, udseende og køn. Og det er måske netop vejen. Al den forskellighed gør forskelligheden tåget, og til sidst ser vi den slet ikke. Vi fokuserer ikke på den. Måske kategoriserer vi stadig efter ‘sort’ og ‘hvid’, men ikke mere end ‘den krøllede’ og ‘den tatoverede’. Evolutionen har skabt et grundlag, der på en eller anden måde hele tiden tilpasser sig og udvikler sig med samtiden. Måske skal vi lægge tankerne væk og indimellem blot stole på, at udviklingen sker, som den skal ske.

Alligevel virker udviklingen ikke så let, at det hele bare løser sig. Vi kan meget i grupper, men der er også meget, som vi hæmmer med dette urinstinkt. For konsekvenserne er store for de, der lider under negativ diskrimination, stereotypkasser med træsplinter og ængstelige fordomme. Folk slår ihjel på grund af dette. Se blot uroen omkring – Syrien, Rusland, USA – Danmark. Derfor må vi stadig alle gøre noget – både på arbejdet, på rejsen, hos bedsteforældrene, i fitnesscenteret, i valgkampen – og i idrætstimen. For dét, som gruppen kan. Og noget den kan er at gøre sociale normer attraktive. Vi skal blive ved med at gøre den gode gruppe attraktiv. Hvad enten det indbefatter hundrede – eller to.

Ikke noget social loafing her.

Trækker du i tovet?