2 år siden

Ground Zero

Det er december, og jeg sidder i flyet fra København mod New York. Det er blot nogle måneder siden, at jeg blev udskrevet fra mit lange forløb på sygehuset, og det er netop dét, jeg reflekterer over nu. Jeg blunder hen i mit sæde på midtergangen, lydene svinder hen og tilbage står kun min klokkeklare, visuelle erindring, mit livslange fotoalbum.

Jeg går mellem mine forældre, nervøs og forpint. Augustenborg Slot møder mig som en mur af angst, der tynger mig, så jeg allerhelst har lyst til at vende om og løbe tilbage til bilen. Det her kan ikke være rigtigt. Er det virkeligt? Eller er det et mareridt? Er jeg virkelig på vej ind på børne – og ungdomspsykiatrien midt i 2. G? Er det noget, jeg har fundet på? Skal jeg bare sige ‘undskyld’ til mor og far, så vi kan køre hjem igen? Jeg vender først tilbage til en reel virkelighed, idet jeg finder mig selv hulke ustyrligt overfor to vildt fremmede mennesker, der skal vurdere mig og min sygdom, min udredning.
Jeg havde aldrig troet, at dette skulle være stedet, jeg kom til at tilbringe størstedelen af min ungdom. Sygdomme, som anoreksi, er et godt eksempel på, hvad sundhedspsykologi er. Det er koblingen mellem det psykiske og det somatiske. Der sker noget indeni, der påvirker det ydre og som så igen påvirker det indre.  I bund og grund, en (ond) cirkel frem og tilbage mellem det indre og det ydre. Et psykisk helvede, der giver fysiske og neurologiske skader, der yderligere skaber, måske, ændret hjernemekanik, en ændret verden, der bliver en psykisk udfordring, men med rette arbejde – også en kæmpe styrke, en sejr.

Sundhedspsykologien er (endnu) en tværfaglig gren af psykologien, der er relativ ung, idet den først rigtig kom til i 1980’erne. Derfor er det også netop en psykologi, der særligt er i konstant og også efterspurgt udvikling. I modsætningen til den kliniske psykologi, ligger fokusset på det sunde sind og har tydeligt bundsolide rødder i den positive samt eksistentialistiske psykologi. Netop, fordi det i sundhedspsykologien ofte handler om at få det enkelte menneske på banen, bl.a. gennem patient empowerment. Selvarbejde, telemedicin, selvbetjeningsteknologi er en vigtig og voksende faktor inden for sundhedspykologien. Det handler altså om at tage aktiv del i sin helbredelse, en enorm selvstyrkende proces. Eksistentiel psykolog, Rollo May, udtalte i et interview: Now I think this is what existentialism is all about because existentialists always were for man in the world, using his capacities. Using his or her capacities, and it’s a way of dealing with the whole person, with the human being. ”

Min egen erfaring og oplevelse fra børne – og ungdomspsykiatrien er netop psykiatri, et fokus på det syge. Her går man altså ofte til mennesket på en noget mere lægevidenskabelig måde, der har den troværdige naturvidenskab med sig. Jeg oplever ofte i mit arbejde som helsevejleder, at frustrerede patienter føler sig fanget i deres trofaste autoritetstro over for læger, hvor det desværre ofte går stærkt. Det er der selvfølgelig flere årsager til, og jeg vil ikke kommentere på det her, men lade den stå til din egen eftertanke.
Jeg mener dog klart, at det vil give noget at samarbejde endnu mere med psykologien og det alternative, indre (hårde, langtrukne) selvarbejde. Fx giver det for mig overhovedet ikke mening at give lykkepiller til et menneske, der kunne lære at skabe lykken helt af sig selv. Jeg blev anbefalet antidepressiv medicin rigtig mange gange som ung pige, og det var også lige på nippet til at blive en tvangsløsning. Jeg var meget stædig og meget i mod det, formentligt mest fordi jeg havde en ide om at skulle klare alt på egen hånd. Det kan man selvfølgelig ikke og der er selvfølgelig situationer, jeg ikke vil eller skal dømme, hvor medicinen er (livs)nødvendig. Det er blot for at sige, at hvis du har fået eller får medicin som lykkepiller, har du min dybeste respekt. Jeg holder dog fast i min egen beslutning om at arbejde mig ud med psykologien og det alternative. Jeg ser det simpelthen som årsagsbehandling fremfor symptombehandling.

Jeg vågner lettere forvirret, frysende, efter seks timer i luften. Trods min gåsehud, der stikker så irriterende under tøjet, glædes jeg over, at jeg kun har én time tilbage, inden jeg atter sætter mine fødder på amerikansk grund, for første gang i fantastiske New York. Jeg mindes min lange rejse hertil, glæden, og glæden vil ingen ende tage. Dengang var der så meget fokus på det negative, det fortrængte, og det var godt at få talt om. Men for mig blev det for meget. Nu kan jeg se, at jeg havde brug for flere redskaber, som jeg selv skabte senere, til at komme videre, til at arbejde med mig selv, til at skabe det liv, jeg ønskede mig, glæde. Jeg kunne have brugt sundhedspykologien.
Det bobler og bruser i mig ved tanken om mit juleeventyr to fantastiske steder i USA. Jeg kan ikke vente med at se Times Square, gå på Broadway, se julelysene i Brooklyn, føle mig som Carrie i Sex & The City, hylde mine brødre, alene på tribunerne, til basketball i Madison Square Garden, spise så meget fantastisk mad, jeg overhovedet gider, opleve Ground Zero, ride på western-heste i Arizona og møde mange fantastiske mennesker.

Vi skal virkelig huske, hvor unikke mennesker er, og jeg tror på, at det er på tide, at sundhedspykologien får sin plads. Jeg tror på det positive. Personligt oplevede jeg ikke helt, at den offentlige, kliniske behandling lykkedes, og behandlingen forblev (måske bevidst?) meget psykoanalytisk og utrolig negativ. Det er måske én af grundene til, at psykoanalysens effekt netop kritiseres for ikke have noget konkret mål i sigte. Det er en svær balance, for det er stadig nødvendigt at forholde sig til det fortrængte, uden at dvæle ved den. Ikke at Freuds gamle teorier bør forkastes, for der er virkelig også noget positivt, problemløsende at hente i det fortrængte, (ofte) negative.
Som at klipse med fingrene, står jeg i næste virkelige øjeblik med begge ben midt på Times Square, omgivet af det største lys. Mine kringlede tanker havde nær taget pusten fra mig, men alt falder alligevel på plads i denne by, hvor liv leves med en gigantisk puls i byen, der aldrig sover. Som i enhver anden psykologisk tilgang kræver det stor psykologisk metodebevidsthed for alle parter i behandlingen af ét unikt liv, for at finde frem til, hvad og hvor meget, der skal skrues på Wundt, Watson, Bandura, Freud, Beck, Marshall, Sartre, Kierkegaard og Seligman.

Jeg skruer op for den indre styrke, breder vingerne ud som fuglen over Ground Zero. Den bruger mørket som sin styrke til upåvirket at flyve videre, lys, hvid og lykkelig.