6 måneder siden

Gigi's Pizzeria

Jeg sidder i min mintgrønne Fiat på vej til Uni. Formiddagens P4-udsendelse gæstes af Mikkel Beha Erichsen, der straks tager mig med på dagdrømme i Kurs mod fjerne kyster. Det er lige mig. At fange momenter, at leve for og i dem.

Duften af den ukendte, friske vind svinger mig afsted i et stærkt minde. I et jetlag fra mit supertidlige fly fra Bali og en indgroet utålmodighed fra de tre timers ventetid på en forudbestilt taxi, vandrer jeg på Sydneys smukke, hvidklare gader mod centrum. Alt og alle er nyt. Jeg kender intet og ingen. Jeg elsker det. Universitetet, Victoria Park, de lange, brede gader, de hvide, store bygninger, hjørnekiosken med snacks, jeg aldrig har set før, udsmykkede pengesedler lige til at ramme ind, subtropiske, boheme tøjbutikker, utallige veganske restauranter og glade mennesker møder mig. Det møder mig alt sammen, idet jeg beundrende betragter dét, med mine turistbriller.

De fleste er ikke turister som jeg. Jeg lægger mærke til de hurtige skridt, der krydser fodgængerfeltet. Går de mon hurtigere her? En mand i det universelle jakkesæt tjekker sit ur. Er de mon altid på slaget her? En cyklist stiller sin cykel og fortsætter videre. Hvordan og hvor stærkt låser de deres cykler her? I en impulsiv pause, finder jeg mig selv i en australsk helsekost, hvor oplevelsen er enorm for en nørd som jeg. Her er udvalget større med alt fra svampe og hampeolie til Golden Latte og Raw kage lige til at tage med på Sydney-farten fra den hurtige, selvsikre barista.

Jeg sidder bare. Jeg sidder bare og nyder tilværelsen med et stykke af Pana Chocolate. Jeg sidder bare dér og skiller mig ud som den langbenede, blonde og gråøjede skandinaver, jeg nu engang er. Jeg falder i snak med nogle hollandske forretningsmænd, der er på udkig efter et spot til endnu en burgerrestaurant. Trods vi geografisk burde være mere ens, mærker jeg, hvordan kulturen også her har sat sit spor i personligheden. Vi er måske omtrent lige åbne, forstår et smil for det samme og nyder en god baristakaffe. Alligevel er der en spændende aura, der repræsenterer to vidt forskellige flag. Det føles nærmest spirituelt og mærkeligt at fortsætte videre på min rejse i Sydneys gader i et “Have a good one. Have a good life.” Velvidende, at det meget vel var den første og sidste gang jeg så dem. Er de mon mere kollektivistiske eller snarere individuelle i deres ønske om at brænde igennem med deres egen virksomhed?

Gaderne stopper ikke med at imponere mig. Jeg stopper ved en grønthandel, der bugner af alle de tropiske frugter, hvis eminente smag jeg kun oplever en fjerdedel af derhjemme i Danmark. Jeg mindes de utallige jordbærboder hjemme i Sønderjylland – noget, som vi alligevel virkelig kan. Samtidigt hæfter jeg mig ved det faktum, at vi både stiller rødglødende jordbær og pengeboks frem. Her er den eneste dommer vores egen lille, spinkle morale. Ville de gøre dét her?

En mor handler ind med sin baby foran i noget, der ligner en vaskeægte australsk kængurutaske. Jeg tænker på min lille nevø, og hvordan vi ofte lader ham sove alene foran huset i sin barnevogn. Ville man gøre dét her? Gør vores kultur os til mere trygge personer? Er det derfor vi ikke har behov for at eje våben til selvforsvar?

Udover en hulens masse, givende stimuli, får jeg noget helt særligt ud af min vildtvoksende australske refleksion. Personligheder udspringer ofte fra kulturer, og vi sammenligner os hele tiden med hinanden. Jeg ser australier som åbne og ekstroverte, men ville de selv rapportere en sådan betragtning? Ofte ligger den store forskel i, hvorvidt vi vægter en stor, stabil og kollektivistisk gruppe eller mere en lille, varierende og individualistisk gruppe. Tilmed kan vi se samfund som værende vertikale eller horisontale, som kan forstås som en mere bred og konkurrencepræget instilling overfor en mere specifik indstilling. Det kan også forklares lidt som magtforskel. Her vil amerikanere betegnes som vertikale individualister, mens danskere vil betegnes som horisontale individualister. Vi nyder begge at være unikke, men varierer i det udadgående, konkurrerende aspekt.

Jeg mødes med den sødeste Anya fra Hviderusland, som har boet i Australien det meste af sit liv. Hun viser mig rundt, og vi taler så let sammen. Jeg fascineres over fænomenet – måske er kulturer slet ikke så forskellige? Vi afslutter dagen på det famøse, veganske Gigi’s Pizzeria, der altid har kø og fuldt hus. Vi deler udsøgte italienske specialiteter, der blandt andet indebærer bluu chiize – noget jeg havde glædet mig til allerede hjemmefra. Vi skilles med et “See you. Till next time.”, og jeg går tilbage gennem Sydneys gader mod mit hotel for at rejse videre til Byron Bay samme aften.

Mennesker er forskellige allevegne, men det er egentligt sjældent, at studier følger dette. Ofte tager de udgangspunkt i én specifik gruppe af mennesker, der kan betegnes som WEIRD – western, educated, industrialized, rich and democratic. Måske også weird i den anden forstand, men det er jo så en anden diskussion. Ofte vil det være helt og aldeles dårlige studier at bruge i den brede, store verden. Men i virkeligheden illustrerer det nok blot kompleksiteten i at skabe viden indenfor psykologien.

Geografi og kultur må gøre noget ved vores personlighed, og den vi er.

Jeg vågner fra min dybe dagdrøm og finder mig selv på parkeringspladsen foran Uni. Jeg læner mig tilbage i sædet med et smil på læben. Jeg glæder mig over alle de rejser, der venter. Jeg har Kurs mod fjerne kyster.