3 uger siden

Husker du?

Hvordan gemmer vi egentligt på minder? De dér glimt af billeder og film, der kaster guldstøv i vores hverdag. Det der indre fotoalbum, der er drevet af dét, der får hjertet til at slå. Lige netop dét album vil vi ofte kategorisere som en episodisk form for hukommelse.

Spatial (implicit langtidshukommelse) og episodisk (eksplicit langtidshukommelse) er umiddelbart dissocierede, men vedrører alligevel begge særligt to områder – det prefrontale kortex og hippocampus.

Der vil fx være mindre adskillelse mellem to implicitte og to eksplicitte hukommelsesformer, som fx semantisk og episodisk hukommelse.

Hippocampus, vores allesammens indre søhest, ligger meget tæt på amygdala og er en central del af hukommelsessystemet. Den er især vigtigt for den episodiske hukommelses indkodning – selve bindingen. Ligeledes i konsolideringen er den vigtig, hvorefter der diskussion omkring, hvorvidt den også stadig har betydning herefter, i fx genkaldelse.

Hippocampus har netop også enormt stor betydning for spatial læring, hvor studier viser, at en læsion i netop dette område destruerer den indlærte, spatiale læring. Vi kunne egentlig godt finde vej, men herefter må vi søge rundt igen og igen for atter at finde derhen.

Der er specifikke områder i hippocampus, der har hver sine celler, hvorfra neuroner fyrer. Det vil altså sige, at cellerne er påvirkede af miljøet omkring, og dét sted, hvor en given neuron er særligt aktiv kaldes place field. Det er altså et netværk af unikke neuroner, der fyrer både meget og lidt alt efter vores lokation. Boundary vector cells (BVCs) er grænseceller, der på samme måde er aktive på netop dé tidspunkter. De kommunikerer med place cellerne, og de to former er både til stede i dyr og mennesker.

Vi finder altså vej ud fra viden om grænserne mellem de konkrete steder rundt omkring os. Og det kan måske virke fjollet at overveje, hvordan vi egentlig finder vej på celleplan. I mødet med Alzheimersramte, hvor voldsomme navigeringsproblemer netop er et af de første tegn, står det dog klart, at der er god grund til at nørde emnet. Denne onde neurodegenererende ubalance river flere hele sider ud af fotoalbummet og efterlader os med indskrumpede hjerner, hvor særligt hippocampus tager skade. 

Det forklarer altså hippocampus’ betydning for den spatiale hukommelse. Og ikke mindst forklarer det, hvordan vi gemmer på de der minder – en stor del af takken må gå til hippocampus. Derfor må vi være interesserede i hippocampal neurogenese – en dannelse af nye neuroner gennem hele voksenlivet. Dette felt er dog noget usikkert, og flere ting påvirker. Systemet er fx meget sensitivt over for medicin som antidepressiv og kemoterapi, der kan være med til at hæmme hjernens evne til at spire nye frø.

Og minderne skal jo ind. Helt ind. De skal konsolideres. Og blive dér i albummet.

Sekunder til timer efter indkodnig, har vi en synaptisk konsolidering. Og det betyder egentlig blot, at aktiviteten i synapserne, nærmest automatisk, stimuleres og aktiverer flere processer, heriblandt flere receptorer og en større mængde af transmitterstoffer. Systemisk konsolidering handler om, at hippocampus interagerer med andre dele af hjernen. Konsolideringen forstærkes, fx gennem søvn og særligt en kort hvilepause lige efter indkodningen.

Men husker vi det så? Og husker vi det godt eller skidt?

Helt naturligt, er det som om, at elementer fra indkodningen flyver rundt som skyer og præger evnen til at huske. Og tykkelsen af de her skyer afhænger altså af den betydning stoffet har. Gør det os opmærksomme? Gentager vi stoffet igen? Og ikke mindst, påvirker det os emotionelt? Kildede det i maven dengang på gyngestativet i 1999? Emotioner er særligt vigtige i forhold til hukommelse, men der er diskussion omkring, hvorvidt det er alle eller blot enkelte hukommelsestyper, der er sensitive over for emotioner.

Men, hvad så, hvis siderne i det her fotoalbum ikke bare er lutter guldstøv? Af og til, kan ufrivillige erindringer eller blot billeder dukke op, fx forårsaget af et traume eller en angstubalance. Det kan handle om, at de affektive og sensoriske aspekter er for stærkt indkodede, mens hippocampus svinder ind. Ufrivillige erindringer i PTSD adskiller sig klart fra det, der kan være dagligdags-halv-almindelige indre skræmmebilleder – som vi alle har i en eller anden grad. I PTSD er det som om, at der er en større perceptuel negativ rigdom, der vender tilbage igen og igen.

Det må altså være godt at stimulere hippocampus. Hvordan kan det så bruges i praksis?

Vi kan forstærke den hippocampale indkodning ved netop at tage fat i hippocampus – mindet – traumet. Man forsøger, på en eller anden måde, at reaktivere traumeerindringen, gå rundt om traumet i en træning af de allocentriske repræsentationer omkring det. Eksponere det enkelte menneske, i en eller anden grad, enten blot visuelt eller helt konkret. Men traumer er smertefulde. Og så kan der bare være rigtig langt op på hesten igen, selvom stibøjlen jo er lige dér.

Forståelsen af mekanismerne bag, særlig hippocampus, er netop roden til endnu bedre psykologisk intervention hos fx PTSD – og Alzheimersramte.