9 måneder siden

Skal jeg være lavet af et bestemt stof for at blive rask?

I forrige uge havde jeg et afbræk mellem to moduler. Selvfølgelig kunne jeg ikke holde mig helt væk – at studere psykologi er jo livet. Så jeg besøgte en efterskole i det sydfynske for at holde en workshop. Fokusset var anoreksi, angst og OCD – og min indgangsvinkel var mestringsstrategier. Eller bare en værktøjskasse til hjemmelavet, uafhængig (hverdags)lykke.

Jeg tror faktisk, at mange af de unge havde håbet, at jeg havde talt en masse om den grimme del. Den del af anoreksien, der tegner billeder af et skræmmende stadie, lige før døden. Og, det er ikke, fordi jeg ikke kan tale om det. Jeg har talt meget og længe om det. Og rigtig mange taler om det. Udefra er det alligevel svært at forstå, at livet virkelig kan blive så dårligt. Og samtidigt er det virkelig ikke meget anderledes end at have en dårlig dag – gange 100. Og, det kan alle vel være med på – og det skal alle være med på. Mennesker er ikke enten eller, sorte eller hvide. Med et helt eller et brækket ben. Glade eller vrede. Smukke eller grimme. Angste eller overhovedet-ikke-angste. Vi bevæger os i utallige balancer af forskellighed – og psykiatrien kan kun imødekomme det, når samfundet følger med.

Så, det var dét, jeg ville – jeg ville menneskeliggøre diagnoser. Bringe anoreksi, angst og OCD tilbage til jorden, til hvad det er. Jeg tror næppe, at der ikke findes mennesker, der lige tjekker lidt. Det betyder jo ikke, at de har OCD, men de er heller ikke OCD-frie. Vi er bare nødt til at kalde det noget for at kunne håndtere det.

Kunne håndtere noget, der opstår i os – og som også kan komme ud af os igen. Men, hvis vi konstant føler os så meget anderledes – forkerte – så er det svært ikke også at føle sig forkert. Og, så er det endnu sværere ikke også at handle efter det – identificere sig selv med sygdommen. Og i værste fald, gøre sig selv mere syg. Noget af det værste, jeg oplevede med anoreksi, var når behandlingen var rettet efter, at jeg var den. Vi må selvfølgelig respektere, hvad folk har det bedst med. Men, hvis vi følger min metafor om mennesker som et vaterpas, står det klart. Min klare holdning er, at det første store skridt mod friheden, balancen, starter ved ikke at identificere sig selv med det modsatte ekstrem – sygdommen. Mere direkte: jeg går direkte i mod Descartes dualisme, der voksede frem i 1600-tallet.

Og, så kommer det store skræmmende spørgsmål: vil vi dét? Ærligt, tror jeg faktisk, at jeg fandt tryghed i det mørke. Jeg blev vejet og målt. Jeg blev passet på. Jeg kendte det. Jeg turde ikke rigtigt det andet. Jeg turde ikke være glad igen.

Det må altså, langt hen ad vejen, handle om vores indstilling til tingene. Nogle tror på det – andre gør ikke. Spørger du evidensglade læger og psykologer (heriblandt mine forelæsere) kan vi kun måske tale om det. Og allerhelst smider vi det væk.

Og, det er ærgerligt! Ser vi på en såkaldt Type D personlighed, der altså umiddelbart er anerkendt som værende et begreb i sundhedspsykologien, er der noget interessant at dykke ned i. Denne personlighed siges at trække mod det negative, depressive og synes at isolere sig mere end de fleste. Modsat er Type B den her evigt fleksible, ikke-stressede og rolige type. Og, det giver god mening at tale om typer, når vi sådan lige kigger rundt i vores omgangskreds. Er det ikke som om, at der bare er nogle, der utrolig nemt søger mod A, B, C eller D?

Især, når studier peger på, at det også gør os mere eller mindre raske i fx kroniske sygdomme, som 1,5 millioner danskere lever med. Kræft, lungesygdomme, hjertekarsygdomme, psykiske sygdomme, allergi, diabetes.

Sådanne tilstande kan umuligt blive bedre, hvis vi samtidigt fylder os selv med et tungt humør, mister motivation, ikke spiser, spiser for meget, spiser uden næringsstoffer, ikke har appetit, ikke har overskud, ikke har lyst – og måske også overvejer at stoppe livet.

Humoralpatologien (400 f. Kr.) havde allerede fat i den. De så mennesket som en krop-sjæl enhed, hvor alt har en mening og netop hænger sammen i flere lag:

4 elementer (ild, luft, vand, jord)

4 væsker (sorte galde, gule galde, blod, slim)

4 kvaliteter (sød, sur, salt, bitter)

Men dualismen er svær at nedlægge, fordi historien bygger på et kropsligt fokus. Organerne, cellerne, blodet. Tænk blot på den kropslige “magt”, som den svampeudledte antibiotika bragte med sig i 1940. Endelig nogle målbare resultater: infektionssygdomme forsvinder! Vi taler jo, heldigvis, ikke længere om pest og tuberkulose i frygt for at få dem. Og til det, kan vi jo kun være evigt taknemmelige. Men vi har jo ikke fået færre problemer – vi har fået andre problemer. Det heldige er, at vi er blevet klogere – så lad os nu forene det, så vi kan nå hele vejen rundt. Og selvom det måske kan virke som en 70’er hippie-tankegang – så trækker holismen rødder tilbage til 1920’erne.

Det bliver ikke mere vigtigt: vi forsøger at optimere livet for det enkelte menneske, hele det sociale samfund, og til dem, der for længst er stået af (forhåbentligt ikke), alt det indimellem: økonomien, arbejdspladserne, politikken og kulturen. Jeg ved, at min egen rationelle far hæver ét øjenbryn hver gang, at det bliver en tand for dybt (og det gør det jo ret ofte for mig) – men han forstår, hvad jeg mener, når jeg oversætter til “så kan flere jo igen gå glad på arbejde”. Og, han jo ret i, at det virkelig er dér, at vi mærker, at vi trækker det længste strå.

Det kan godt være, at eksistentialistiske, positive psykologinørder, som jeg, flyver på en evidensslatten vatsky. Men er det ikke fløjtende lige meget (en vending min far, i øvrigt, ofte bruger), hvis vi kan se, at en god indstilling giver gode odds på alle fronter? Er det ikke blot, fordi vi netop ikke er gode nok til at lave forsøgene? For, måske er det netop, hvad vi ville finde – blot med evidens – at JA, vi skal være lavet et bestemt stof for at blive raske. Og dét stof kan vi, med fare for at støde nogle, alle få fat i – helt legalt.

Det er netop dét, jeg kalder Mind Magic – og tager fandens lang tid at trylle med. Og det er derfor, at jeg har lavet en værktøjskasse og tog den med dén dag på efterskolen i det sydfynske. Workshoppen indebar selvværdstræning (at elske sig selv), nu-træning (at leve i nuet, mindfulness) og drømmetræning (at sætte mål for fremtiden).

Jeg kan godt lide at have sol i øjnene. Hvilket stof er du lavet af?