2 år siden

Lystårnet i Byron Bay

For enden ad en lang og helt uforglemmelig ambivalent sti står et lystårn. Jeg behøver ikke engang at følge stien for at finde det. Med blot et par skridt til venstre, hører jeg bølgernes legende, livsglade brus, og de leder mig, trods plaskende, skummende benspænd, til lyset, lystårnet. Hvidt og højt, løftet over landskabet med solen bagende over sig, omgivet af lydsymfonier fra lækker solbrændt latter og guitarspil i akkorder, der er så ens og dog så forskellige.
Og selvfølgelig minder denne perfekte strandscene i Byron Bay mig om noget. For, at det ikke skal være løgn er mit næste levende billede Sokrates, Platon og Aristoteles, der, i sin tid før Kristus, bed mærke ved den interessante psykiske verden. Den kan rumme oplevelser, som den jeg havde sidste forår i Australien. De fattede noget kedeligt ved den fysiske verden, og noget helt vildt spændende ved skellet samt forholdet mellem sjæl og legeme.
Og lige som vejen mod lyset synes så let, bremses jeg af en vaskeægte surferbølge fra Middelalderens snævre, mørke og dominerende religiøse tankegang, der er en komplet stopklods. Ikke blot for mine lange gazelleben, så jeg må tage klipklapperne i hænderne, men også for enhver form for psykologisk udfoldelse.
Så jeg står stille et øjeblik. Nyder faktisk situationen, nedkølingen fra vinden, der alligevel skubber mig videre, så jeg er næsten ved at falde over en samling af mørke, runde, utilregnelige sten.
Rene Descartes kommer ind i min vilde og ekstremt visuelle kognition, idet jeg igen sætter mine tæer i blødt, lyst og fugtigt sand, trods vi altså må helt tilbage til 1600-tallet. Det er ren og skær lettelse for en holist, som jeg, at se videnskabsmanden lege med tanken om, at kroppen og psyken hænger sammen, dog stadig adskilt. Fuldstændigt uforeneligt, dualistisk. Men det begynder altså at hænge blot en smule sammen hér. Sammen som familier, knyttet lige så stærkt som rødderne i det gamle æbletræ hjemme i min barndomshave. Refleksionen om erindringen får mig til at længes efter mine, efterhånden, hvidhårede forældre hjemme i vores dejlige Danmark.
Som bølgerne, der netop har forladt strandkanten, vælter det ind og ud med flere kloge videnskabsmænd, og jeg kastes tilbage til stien på vej mod lystårnet. Her møder jeg Frans Joseph Gall, der med frenologien i 1700-tallet, bygger videre på ideen om, at der må være noget sjæleligt bag kraniets, stærke ydre. Det her er komplekst.
Dette minder mig om min interesse for psykologien, og måden hvorpå jeg studerer. Nemlig på den allerbedste, tænkelige måde for en anden, kvindelig og utrolig talnørdet udgave af Søren Kierkegaard som jeg. Selvom vi gerne skelner mellem flere, vidt forskellige videnskaber, så er skellet slet ikke så stort og afhænger helt naturligt af hinanden. Særligt med Oplysningstidens positivisme er der en stor interesse for naturen, empirien og heriblandt elektriciteten. Der sker altså noget for psykologien. Det udvikler psykologien og bringer os i høj grad frem til den dag i dag, hvor jeg netop studerer psykologi i en sammensmeltning af humaniora og naturvidenskab, sundhedsvidenskab på SDU.
Mere teknisk bliver det, idet jeg må klatre over nogle skarpe sten i mødet med, hvad der netop ligner mere klassisk videnskab og dog en noget mere kold, teoretisk psykofysisk interesse.

Hverken Helmholz, Weber, Fechner eller Wundt, der alle levede i 1800-tallet, giver mig en hånd, idet jeg kæmper mig over store sten på australske østkyst. De er også travlt optaget af studiet mellem det fysiske og det psykiske, og idét de ser sammenhængen, fortæller de mig, at det må være muligt at måle begge dele. De forholder sig altså endnu mere filosofisk til hele eksistensen i dette liv, ud fra den naturvidenskabelige interesse og arbejdsmetode. Jeg iagttager dem bane strukturerede veje over på den anden side, og de ser virkelig ud til at have knækket koden til sindet, idet de sorterer stenene i kasser. Behavioristerne er lige så stålfaste og i deres frustrationer over sindets kompleksitet, fjerner de den helt og opfatter sig selv som rendyrkede objektive, idet de undersøger alt det udenom, eksperimentelt.

I strandkantens bløde runding, står lystårnet tydeligere end før, og jeg møder flere surfere og én, der ikke just associeres med solbrændte, australske, sprøde mænd. Nemlig, psykoanalysens far, Sigmund Freud. Som den morfar, jeg aldrig nåede at møde, tager han i mod mig med udstrakte arme. Han sender en varme fra de krogede hænder til mine, som et sitrende stjerneskud. Han træder tilbage og kigger mig dybt i øjnene og langt ind forbi mit overjeg og “jeg”, til han når min underbevidsthed. Jeg mærker hurtigt, at han vil have mig til at tale. Jeg mindes utallige møder i Augustenborg. Nervøs og bange i gamle rum, der fortalte triste historier, blot ved blikkets møde med de kongelige, høje døre. Jeg, siddende og stående afklædt bag disse døre, hvor enhver lyd, på en eller anden måde, altid skreg af ulykke. Jeg får lyst til at løbe væk fra Freud, men vindens aftenpust mod mit ansigt får mig til at kigge tilbage, og jeg ser, hvor langt jeg er kommet med det hårde, kognitive arbejde.
Jeg mærker, hvordan min selvsamme kognition er ved at sprænges af fantastiske, uforglemmelige indtryk. Sanser, tanker, ideer og minder bruser lige så højlydt som bølgerne omkring mig. Det er helt utroligt, at det jo rent faktisk er lykkedes at undersøge sindets mange lag eksperimentelt, og at vi i dag ved, at der foregår en eller anden form for mekaniske, elektriske hjerneprocesser via neuroner, der styrer alt. Jeg takker Freud og min evne til at være lige her i mit dybe, sansende nu. Jeg fortsætter videre over til humanismen, der virkelig når nærmere på kernen med sit enorme fokus på det indre, fænomenet. Alt, hvad mennesket er, om det så er kvantitativt målbart eller ej. Jeg indånder endnu mere af den overskønne australske strandluft, jeg ser helheden, holismen. Livets store spørgsmål vælter ned over mig med den Eksistentialistiske Psykologi, der efterfølges af Positiv Psykologi. I min kognition falder det på plads med de tre tilgange, som den sidste brik i et livslangt puslespil.

Inden jeg får set mig om, står jeg foran lystårnet. Jeg er lykkelig. Jeg er i mål.