2 uger siden

Stress

Hvornår var vi stressede for allerførste gang? Og var det starten på udbyggelsen af en neurologisk, synaptisk stressmotorvej? Er stress overhovedet en dårlig ting, eller snarere dét kick, der hiver en sejr hjem under en basketballkamp?

Det synaptiske netværk peaker i andet leveår og begynder herefter at stabilisere sig. Det betyder, at den store mængde hvide substans begynder at aftage i takt med myeliniseringen. I og med den grå substans bruges i synaptogeneserne, der myeliniseres, sker der også en form for pruning i den grå substans. Dette er dog stadig ret omdiskuteret og mere kompliceret end som så. Så med fare for at få hug for min manglende viden på området, skynder jeg mig hastigt videre.

Når det gælder den globale intelligens, er der ikke rigtig evidens for at tale om en sammenhæng til mængden af grå substans. Fx handler mental retardering måske rettere om, at der mere mangler noget. Det kan være en manglende hjernebjælke, manglende ventrikler eller en form for uorden i cellerne. Lillehjernen kan være underudviklet, den hvide substans forsinket, mens kortex kan virke tæt og sammenklumpet. Det er dog vigtigt at forholde sig kritisk hele vejen igennem, fordi vi alle er forskellige, og at eventuelle negative sammenhænge, måske ville være positive hos en anden. Det er netop dét, der gør psykologien særligt svær at forholde sig til.

Eksekutive funktioner handler om problemløsning – en kunnen, der kræver en form for overskud. De er centrale og vedrører mange områder af livet.

Det evige spørgsmål er altid, hvor meget og hvor lidt er vi egentligt selv herre over?

Det er der mennesker, der bruger størstedelen af deres liv på. Og de arbejder på flere forskellige måder. Segregationsanalyse, altså analysen hvori vi forsøger at afkode, hvorvidt et gen ligger til grund for et givent fysiologisk træk, er mulig i mere simple tilfælde. Det er ofte de variationer, hvor der er mange tilfælde. Men der er også de variationer, der kræver en mere multifaktorisk tilgang. Her er det mere en blanding af flere genvariationer samtidigt med, at der er en miljømæssig faktor, der påvirker. Et eksempel på dette er depression. Det er som om, at det er en længere proces af flere udviklinger, indtil vi når en slags grænseværdi, hvor balancen i hvert fald tenderer så meget til det mørke, at det reelt er et problem – dét, der kaldes ‘sygt’.

Og her er det jo altså noget mere tåget, hvorvidt det er genetisk eller miljøbetinget. Longitudinale tvillingestudier hjælper med at gøre det mere klart, hvorvidt der er en reel sammenhæng, rent genetisk.

Dominante sygdomme er, som ordet, dominante – og går altså konsekvent igennem. Recessive sygdomme derimod kommer først til udtryk længere ude. Falder som et lyn på en klar himmel. Så, nu bliver det i virkeligheden skræmmende. Hvad bærer jeg mon på?

“Social learning” var førhen ret dominerende, men her er vi jo nok blevet klogere. For der er altså noget med gener. De fleste mennesketræk vil være påvirket af netop de gener, som vi bærer på. De vil også ofte have ret meget betydning – hvis ikke størstedelen. Gener består af celler, der igen består af kromosompar, der er basen i DNA. I hver celle er der omkring 3 billioner par, så kæden er lang. Det forklarer en smule, hvorfor vejen til at forstå vores egen unikke eksistens er lang. Meget lang og nok også ret drøj at komme igennem – lidt ligesom den såkaldte ret så “Dirt Road” til ranchen i Tucson AZ. Lige efter swinget på Twin Peaks Road. Inden jeg falder helt væk i en dagdrøm af rejseminder, må vi vist tilbage til dét, der startede min tankerefleksion: gener. 

Det handler ganske sjældent om ét dominerende gen, men mere en polygen sammenhæng. Her varierer mange forskellige gener en lillebitte smule – og udgør således den varians, der kan være i et menneskeligt træk. Huntingtons Chorea er ét af de enkelttilfælde, hvor der er tale om en dysfunktion i ét gen.
Men alleroftest er det altså sådan, at gener og miljø spiller sammen i utallige avancerede symfonier – måske vi simpelthen ikke er nået længere. Lige nu tørrer jeg vores halve viden af i en metafor – for det må da være en symfoni, at cellerne bare spiller. Og, at det kommer til udtryk i hele vores unikke eksistens. Magisk. Og, vi må nok stadig læne os op ad en lettere magisk forklaring, for vi er på ingen måde tæt på en konkret forståelse af, hvad der lige sker fra den præcise genetiske variation til ét komplekst træk.

Generelt falder vi hele tiden tilbage på, at begge ting spiller ind – selv, når trækket ser ud til at være særligt arveligt. Miljømæssige forandringer påvirker stadig. Faktisk kommer generne først rigtigt til udtryk, når de får lov til at leve, så uden dem, ville generne ingen betydning have. Så generne styrer strukturen i vores hjerne og krop. Men, når vi lever og interagerer med omverdenen, sker der ændringer, når vores sensitive hjerne tager imod. 

Et eksempel er fx intelligens, hvor tvillingestudier viser, at det allermest handler om gener, og at ens opvækst kun spiller en rolle gennem barndommen – i hvert fald ifølge disse resultater. Tvillingestudier kan ikke sættes ovenpå individer som en fast model, der kan fortælle os om fremtiden, netop fordi vi er så genetiske forskellige. Men de er stadig virkelige valide i sig selv. Studier som disse er virkelig stærke og gør os i høj grad klogere, men vi er på ingen måde i nærheden af at kunne modulere gener med præcision – og skabe designer babyer. Hvis det altså er dét, vi vil?

Det føles altså lidt forkert. Og, hvor og hvorfra opstår de egentligt? Følelserne. Hvorfor er nogle mennesker mere sensitive end andre?

Følelser findes ikke noget specifikt sted, i strukturer, men er mere en form for kemi, som cellerne kommunikerer med via neurale netværk. Transmitterstoffer og hormoner er et biologisk aspekt af følelser. De siges at være primært lokaliseret i det mediale præfrontale kortex, pandelapperne. Pandelapperne har aksonforbindelser til det limbiske system, hvilket forklarer den umiddelbart tydelige sammenhæng. Når vi fx er angste, sker der helt klart noget følelsesmæssigt. Generelt sker udviklingen og modningen helt op i tyverne, afhængigt af det enkelte menneske. Selve forbindelserne ændrer sig ikke, og vi vil altså hele livet igennem være skruet sådan nogenlunde sammen. Følelserne spiller altså ind på vores højere funktioner, og i høj grad med til at gøre det helt og aldeles unikt at være menneske.

Nordrenalin er en neurotransmitter, mens adrenalin er et hormon og kortisol et langtidshormon, der alle frigives, når vi udsættes for pres. Kortisol har egentlig primært til funktion at dæmpe stresstilstanden ved at hæmme locus coeruleus i pons. Det kan virke mærkeligt, nu hvor vi oftest taler om kortisol i negative sammenhænge. Men faktisk er kortisol fuldstændigt livsnødvendigt. Det indbefatter en antiinflammatorisk effekt på immunforsvaret, stimulering af cellevækst samt regulering af mange andre indre processer som metabolisme. Produktionen af kortisol er et enormt fint system, der kræver en balance. For lidt påvirker vores immunforsvar og gør os simpelthen mindre sunde og raske. For meget er også giftigt. Ofte hører vi det som, at det gør os stressede. Der sker en kraftig stimulering, hvor det egentlige problem handler om selve den kobling, der er til det limbiske system. På den måde, er kronisk stress farligt. Konstant kortisolproduktion skaber en hjerne, der hele tiden er i frys, frygt – og bekæmptilstand. Stress er ikke ‘blot’ ubehageligt rent mentalt, men påvirker også kroppen rent fysisk. Der skabes en ubalance, hvor helt basale funktioner også påvirkes – fx immunforsvar, homeostasis, søvn, metabolisme og appetit. Det er enormt sensitivt overfor alt fra rygning, druk, motion, trauma, gener og livsbegivenheder – og kommer måske netop heraf.

Motion stimulerer egentligt stress, men samtidigt får vi også stimuleret følelser af noget rart i form af andre hormoner, som dopamin og serotonin. Det betyder, at vi ofte oplever basketballkampe, fremlæggelser, ridestævner, løbeture, konkurrencer, fødsler, flyveture og “kortilsolsituationer” generelt – som værende gennemgående gode. Ligesom, at fysisk træning forbedrer eksekutive funktioner, sker det samme her. En næsten resilienslignende evne til at håndtere stressfulde situationer.

Piger har ofte et højere kortisolniveau end drenge i teenageårene, hvilket kan fortolkes på mange måder – uanset hvordan, understreger det sammenhængen mellem psykologi og biologi.

Og er vi så i en situation med for meget stress, må vi gøre noget ved det. Det skal vi. Her kommer kognitiv adfærdsterapi ind i billedet, hvor hele essensen er at forstå, hvad der sker i kroppen. Og dernæst alle sider af de udfordrede situationer, der skaber disse fysiologiske ubalancer. Hvilke tanker opstår der? Hvilke følelser er der? Hvordan mærkes det i kroppen? Og, hvad er det for en adfærd, der kommer ud af det – og som vi egentligt gerne vil af med?
Den helt store udfordring med negativ stress og lignende tilstande, som angst, er, at de gør os firkantede. Vi bliver fastlåste og får enormt svært ved at være fleksible. Det betyder, at vi har svært ved at se os selv oppefra og gribe ind psykoterapeutisk – ændre.

Det er dét, vi hjælper hinanden med – især som psykologer. Men inden vi når dertil, er det vel meget rart at vide, at stress faktisk er vores ven, og at vi kan nå langt, når vi først formår at tage den i hånden. Hvilken kamp skal du vinde?

Lau Christensen / Foto af lamedie.dk (klik for link)