8 måneder siden

Rattle Snake

Meget, meget tidligt udviklede vi evnen til at lære. Egentligt kræver det blot en hjerne for at kunne lære, og derfor har selv de mest primitive organismer også denne evne. Hvis der er bevægelse, kan det lære. Sammenlignet med vores hundredvis milliarder af neuroner, gælder det også dyr, der kun har 400 neuroner og 5000 synapser. Rent evolutionært er det ikke et krav, at vi skal kunne lære, og alligevel må det have været og er en kæmpe fordel. Ligesom emotioner, gjorde det livet lettere og fremmer os stadig den dag i dag. Der er derfor helt tydelige elementer af tilpasning til miljøet omkring. Emotioner har en kraftfuld effekt på læring, fordi den emotionelle respons er så stærk. Det handler om associativ læring. Et af de helt store spørgsmål er jo netop, hvorfor vi handler, som vi gør – og meget af det handler netop om form for indlært konsekvens/effekt som følge af en given handling.

Jeg husker tydeligt dengang, jeg så en slange tæt på allerførste gang, omme bag stalden. Jeg mindes den som neongrøn i det splitsekund, jeg stadig var dér – indtil jeg flygtede. Jeg løb og løb og løb. Ved blot synet af slangen, i ét samlet sanseindtryk af mange nervestimuli, ringede amygdala-klokken. Det fik mig til at handle helt instinktivt, ved at løbe, helt indtil jeg fandt mig selv sammenkrympet på sofaen. Stadig med hovedet under armen, styret af bottum-up processer, i en rystende krop, som jeg først rigtigt mærkede, da min mormor lagde hånden på den. Og selvom det måske er min kraftigste reaktion nogensinde, er det alligevel som om, at denne ene, emotionelle oplevelse har primet de efterfølgende. Den synaptiske plasticitet i amygdala gjorde det muligt at skabe mig et vaskeægte fear memory, der har lært mig at handle nogenlunde på samme måde hver evig eneste gang. Når jeg ser dem i fjernsynet, på lang afstand, tæt på. Måske, fordi jeg ofte så film med mine storebrødre, som lille. Jeg husker tydeligt Anaconda-filmen, der fik mig til at kravle under tæppet dér til nabo-Sankt-Hans-festen. Måske var det dét, der fik mig til at handle sådan dén dag bag stalden. Det fik min mormor, mor og bror til at grine, men mindet står klart – for det kan føles. En smertefuld angst, der tillærte mig én bestemt adfærd. En adfærd, der mere end ti år efter atter fik mig til at løbe instinktivt væk, da min britiske veninde og jeg mødte en Rattle Snake foran vores camp på hesteranchen i Tucson. Væk var vi.

Reaktivering af mindet og betablockere kan mindske det angstfulde minde og handling. Det fungerer dog ikke blot at “slette” et angstfuldt minde. Man er nødt til at reaktivere – sætte gang i mindet først og erstatte det med noget nyt.

Jeg husker, hvordan min taxachauffør fra lufthavnen til ranchen entusiastisk forklarede mig, hvordan jeg skulle møde slangen dér i det hvide sand, når jeg kom ridende med en flok gæster. Hvordan jeg blot skulle lade den rejse sig, kigge den i øjnene og nærmest danse rundt om den i en cirkel. Ja, det var da en måde at erstatte min flygtende reaktion med noget andet. Men wow, hvor jeg håbede inderligt, at jeg aldrig kom til at stå i lige præcis den situation. Og aldrig har jeg været gladere for, at jeg aldrig kom til at danse andet end Linedance i min måned som frivillig på White Stallion Ranch i Arizona.