6 måneder siden

Go with the flow

Snakke med min farmor – dem har jeg mange af. Alene tanken om at sidde dér i hendes gamle, varme stue vækker en livslang barnlig glæde, der altså heller ikke er den helt store evolution. Dugen er stadig lilla, æbleskålen bugner stadig, væguret råber stadig højrøstet tiden, stadig omtrent et kvarter for tidligt. Intet er ændret. Og selvom jeg falder godt ind i den hyggelige farmor-stemning, mærker jeg, hvordan min tilstedeværelse alligevel ligner noget, der kan kaldes en forandring. En evolution.

Det trækker både sine rødder i de generelle, moderne emner, som jeg tager op i de givende samtaler med min firsårige farmor. Men det fæstner sig også i det specifikke menneske, min personlighed, der skinner igennem og oplyser min farmors unikke, smukke personlighed. Noget har ændret sig, biologisk set helt naturligt. Men, hvorvidt er det bestemmende for vores personlighed?

Det naturligt, udviklede menneske er ikke nødvendigvis moralsk, under konstant udvikling og evolutionen bag er derfor heller ikke altid gennemsigtig – altså ikke lige til at spejle sig i. Det er nogenlunde essensen af det, som min amerikanske forelæser fremlagde som værende misforståelser, der ofte drages i evolutionspsykologien. Dertil er det netop også denne mur, som jeg tror, at mange af os ofte møder, når vi taler med hinanden – særligt med farmor fra en helt anden generation.

Jeg undrer mig fx over, hvori min ekstremisme ligger, når jeg sidestiller nutidens forfærdelige behandling af dyr med datidens kønsdiskrimination, Apartheid. Bare, fordi vi gjorde noget, i mange, mange, alt for mange år, betyder det ikke, at det er det rigtige. Det er svært at tale om, ikke blot med en firsårig, vis og kritisk kvinde.

Darwin fremlagde i 1859 sit syn på evolution, først den teoretiske mekanise. At bestemte træk vil vinde igennem. I sin historiske hypotese vil denne mekanisme udvikle sig langsomt over en lang tidsperiode, således vi udvikler os i mange forskellige retninger netop ud fra det samme udgangspunkt.

Så kan man spørge; hvad er det, der har ledt mig til mit behov for at hjælpe dyrene, jorden og dig? Handler det ene og alene om en altruisme? Eller måske gensidig altruisme?

Hvad enten jeg er god bare for at være god, eller rent faktisk er det, fordi jeg forventer noget igen, så lander vi det sociobiologiske problem: Der er en form for maladaptation mellem vores adfærdsmæssige dispositioner og den nye verden, som vi lever i og som vi har været med til at skabe. Man kan fristes til at sige til farmor, at vi jo altså må følge med udviklingen. Vi kan ikke hænge os i dengang hun var barn, hvor alle var selvforsørgede og snildt cyklede tyve kilometer, forbi mark efter mark, for at tage til bal i forsamlingshuset i Gasse. Verden er en anden, og selvom de underliggende evolutionspsykologiske mekanismer skinner igennem alt, hvad vi gør i dag også, er det værd at stoppe op.

Er vi gledet med eller helt fra udviklingen? Har vi egentligt overvejet, hvorfor vi nærmest bliver arrige, når ekspedienten ikke blot giver os en plasticpose, hvorfor vi finder det så meget mere etisk korrekt at plage køer, hvorfor det ofte er attraktivt at springe ud som selvstændig, hvorfor vi sidder på et indelukket kontor det meste af dagen, hvorfor vi barberer ben, eller hvorfor vi lever med keto-diæter? Hænger det sammen? Har vi os selv med? Er det bare naturens gang – evolution?

Snakke som disse kan godt trække tænder ud, mere eller mindre bogstaveligt talt, og minder i virkeligheden mere om ret relevant samfundsdebat. Så er det godt, at æbleskålen netop er fyldt, så energidepoterne netop kan blive fyldt med det modsatte af keto.

Hvorfor er det lige, at evolutionen har bragt os i så mange forskellige retninger? Vi søger hele tiden den bedste mulighed i vores unikke situation i en verden, der svinger i, hvad miljøet siger, og hvad vores medmennesker ofte gør. Vi tilpasser os (EEA). The Big 5 eller fem-faktormodellen er oftest brugt som en indikator for det generelle fundament i psykologiske træk. CANOE. På dansk en form for samvittighedsfuldhed, behagelighed, neuroticisme, åbenhed og til sidst ekstroverthed. Det er ofte fordelagtigt at være mere ekstrovert, mindre neurotisk, mere samvittighedsfuld og åben over for nye oplevelser. Samtidigt er der jo en grund til, at vi var og stadig er introverte, kan trække stikket fra en stimulerende nutidsverden, hvor det måske også er meget godt at kunne træffe hurtige beslutninger og  være oppe på dupperne. Måske foretrækker du bare, at specifikke personlighedstræk fremfor andre. Personlighedstræk må så at sige have trade-offs, der afhænger af den specifikke situation, tid og historie rent evolutionært.

Jeg ser på min farmor, får øje på alt dét, som hun er. Jeg overvældes af både taknemmelighed og fascination over, hvordan dette menneske, til dels helt naturligt, er udviklet.

Tak for farmor og de altid gode æbler,

Liv