6 måneder siden

Vienna

Jeg sidder i Billund lufthavn en fredag middag med min bror. Jeg kan ikke vente til en forlænget weekend langt væk fra hverdagen med en af mine allerbedste venner. Lykken sitrer lige under den blege vinterhud, der glæder sig til mødet med en af de første rigtige forårssolstråler.

Som ét enkelt glimtende øjeblink, lander vi Wiens hvide, klare gader. Mennesker. Mødet med et nyt sted er altid et uforglemmeligt øjeblik fyldt med stimuli. Mørkt hår, lyst hår, høje mennesker i jakkesæt, hundeluftere, østrigske madboder, dampende kaffekopper, glinsende, solbeskinnede Sachertorter, studerende fra Universitetet, hvide spanske heste overalt, utallige guldbelagte bygninger og små sidegader, hvor mennesker som Freud engang boede.
I mine altid vilde refleksioner, lander jeg lige præcis tilbage i min psykologiforelæsning denne labre mandag.

Noget, der altid er interessant, er hvad der er indeni. Hvad, der er indeni i disse mennesker. Af og til, tror jeg, at vi glemmer, at det kan gøre rigtig ondt derinde. Sure, neutrale eller ikke-smilende ansigter, der på gaden, handler ofte slet ikke om arrogance eller ondskab.

Personlighedsforstyrrelser er en form for psykiske sygdomme. Det er ikke så let at forholde sig til. Det betyder, at psykologien finder støtte i klare, firkantede typologiske kasser.

I USA benyttes DSM, Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. Det er netop et diagnose- og klassifikationssystem for psykiske forstyrrelser og de kriterier, der skal være opfyldt for at hver enkelt diagnose kan stilles.

Jeg har aldrig været særligt begejstret for dette system, der fastlåser mennesker som ting – og låser andre ude. Kan et Ja eller et Nej til en række spørgsmål virkelig fortælle, hvad der foregår indeni?

I virkeligheden handler det jo om at spotte et fortsættende, stabilt mønster af ubehagelighed, der krydser flere situationer over længere tid, uafhængigt af dem og den fysiske krop. Det er ødelæggende både for disse situationer, men allerværst konstant indeni den enkelte.

Listen er lang: Avoidant Personality Disorder, Dependent Personality Disorder, Obsessive-Compulsive Personality Disorder, Antisocial Personality Disorder, Borderline Personality Disorder, Histrionic Personality Disorder eller Narcissistic Personality Disorder. Som antallet af bilmærker i Wiens gader hober sygdommene sig op. Jeg kunne fristes til at sige, at negativiteten hober sig op – er det blot noget vi finder på? Er vi kun én normalitet eller mere en evig balance af variation i at være menneske?

Diskussionen søger ofte et mere dimensionalt billede. Zoomer vi lidt ud fra de her mere patologiske, sygdomsfikserede penselstrøg, kan vi se mennesker bevæge sig op og ned i de forskellige personlighedstræk. Fx som i The Big 5, som jeg tidligere har refereret til. Bør vi se det som skalaer, hvor vi bevæger os mellem det neutrale og det ekstreme? Placerer et menneske, der er hæmmet af OCD, sig blot i den ekstreme ende af skalaen for neuroticisme og samvittighedsfuldhed? Og, hvad med et menneske, der lider af Borderline – er det blot ekstremt i den modsatte ende?

Det må siges, at en fjendtlig og nærmest antagonistisk adfærd er lavere i behagelighed. Og, at en lukket og ekstrem genert adfærd er lavere i åbenhed. Kan vi bruge denne tilgang i den psykologiske praksis ved at spørge og vurdere, hvor mennesker ligger på skalaen? Kan det kobles til det patologiske i nogle tilfælde? Ikke nødvendigvis. Og problemet er, at mange pludseligt får diagnoser og de ekstreme tilfælde måske negligeres. 

Noget tyder på, at en mere dimensional tilgang gør psykologien og den dertilhørende behandling noget flyvsk og fluffy, som skyerne her denne forårsdag i Wien. Altså landet vi, at det virkelig er svært at hjælpe – dem, der skal hjælpes.

Og, når vi så, min bror og jeg, sidder her på én af mine yndlingscaféer nogensinde, Simply Raw Bakery, i midten af smukkeste Vienna, bliver det klart. Glæden i os, menneskene omkring os, guldskeen med de fine indgraverede detaljer, planterne ved indgangen, retroklokken ved døren og livet på gaden udenfor bliver klar. Skal vi slappe lidt mere af? Se smilene – der smiler, på trods.

Skal vi mere hjælpe dem, der søger den, hjælpen?

I et flashback til min egen virkelighed fem år tilbage, hvor sygehusvæggene ikke kunne stoppe de evige skrig og den hule gråd, der var indeni og som kom fra ganske, ganske unge mennesker. Inklusiv mig selv. Psykiske sygdomme er alvorlige, meget alvorlige. Og netop derfor må vi blive ved med at blive søge, søge det bedste for mennesker. Det er derfor, at psykologien er til.

I et virvar af minder af en dejlig weekend med alt fra varm søskendekvalitetstid, vin med toner af sommer og ananas, autentiske karaokebarer og givende kulturindtryk, afslutter vi weekenden med et kram i Kolding.

Getaways er så givende, ikke mindst et endnu tættere forhold til min sødeste bror. Jeg føler faktisk, at jeg kender ham. Det er vildt, fordi vi oftest slet ikke kender dét indeni. Vi kender ikke mennesket. Vi kender ikke hinanden – i hvert fald førend, vi rent faktisk prøver. Om så vi skal gå til mennesket både typologisk og dimensionalt.