1 år siden

Er det blot et spørgsmål om automatisk eller kontrolleret opmærksomhed?

For nyligt tog jeg til overskønne København. Over ét døgn åbnede jeg op for et hav af stimuli. Jeg perciperede til den helt store guldmedalje. Togturen, de flyvende træer, mit produktive, givende psykologiarbejde, den både fremmede og velkendte lugt af offentlighed, de skæve, brugte sæder, mødet med utallige nye øjne, den blændende sol, Strøgets noget så velkendte, gamle brosten, den øjeblikkelige lykke i købet af et nyt, retroternet halstørklæde, varmen fra en cremet latte og den sitrende glæde ved mødet af et savnet menneske.

Ét af de mennesker jeg var så heldig at tilbringe tid med, mødte mig i mit altid overflåd af bestilte tallerkener på 42Raw. Mellem os var en regnbue af mad, og jeg red på den som en skør, barnlig, glimtende enhjørning; fuldstændigt flyvende.

Det var i mødet med hendes tunge, triste øjne, at jeg blev påmindet, at det ikke altid er så let. Jeg huskede tilbage til dengang, hvor mit liv var en sort spiral, styret af automatik. En automatisk opmærksomhed, der kører og kører og kører på en motorvej af onde synapser mellem neuroner. Og det var først i min mestring af den noget så magisk, forfærdeligt svære kontrollerede opmærksomhed, at jeg blev glad. Lykkelig. Jeg måtte gå kontrollerede, stringente veje. Så mange gange, at mine ankler hævede af udmattelse. Så ofte, at jeg måtte krydse vejene, selvom der var rødt. Jeg ville så gerne vise vejen, velvidende at vi er to forskellige mennesker. Jeg vil så nødigt forgrove andres problemer, som om de skulle være lette at håndtere.

For det er de ikke. De er fandens hårde. Men, hvis jeg kan tage en glimtende guldkjole på en tirsdag eftermiddag, kan du måske også skifte den grå aura ud – igen og igen og igen? Jeg vil så gerne se dig stråle.

Er det blot et spørgsmål om automatisk eller kontrolleret opmærksomhed?