6 måneder siden

Er du, hvor klog du er?

Det er en tirsdag overskøn og noget lummer aprilmorgen. I et let hedeslag, der minder mig om helsebiksens utallige, rødkløvertrængende kvinder i overgangsalder, vågner jeg. Jeg vågner tilbage i min lille, hyggelige hule med min dejlige lille pige, min chihuahua Tiger Lily. Hun ligger stadig på ryggen og ligner ikke en, der har tænkt sig at stå op. Det er varmt, og også lidt klamt. Men, hvorvidt det er påskens evigt strålende sol, der smeltede alle chokoladeæg, eller om det er min indre, rungrende søgen efter svar på ét stort og svært livsspørgsmål, ved jeg ikke.

For det sidste halve år, og særligt lige nu, kredser jeg netop om dette spørgsmål, som jeg ikke kan finde svar på. Heller ikke, da jeg samme morgen, lettere overrasket og meget glad, finder mit tolvtal i min netop afsluttede eksamen i udviklingspsykologi. Og heller ikke, da jeg et par timer senere finder mig selv på universitetet i fuld gang med årets sidste modul i personligheds – og socialpsykologi.

Nærmest som en Priming, aktiveres denne ide igen og igen, både udefra og indefra mig selv. Jeg er en drømmer. Jeg undrer mig over, hvorvidt dette egentlig er en ide, der kommer så let til mig, uanset stimuli og situationer, at det nærmest kan kaldes kronisk. En kronisk tilgængelighed, eller Chronic accessibility. Netop, fordi nogle ideer og koncepter ofte bliver gentaget igen og igen lige fra barnsben og i vores videre udvikling.

En mere negativ form for dette er Rejection sensitivity. Her påvirkes vi, mere eller mindre ubevidst, til at tænke og føle depressivt, stressfuldt, angstfuldt eller måske aggressivt allerede før en given situation indtræffer. Det hænger sammen med begrebet, Locus of control. Det beskriver netop dette her med, at vi fortolker situationer. Mere specifikt her, individets vurdering af sit ansvar for og evne til at styre sit liv. Det kan både forklares eksternt og internt. Altså helt kort, hvorvidt man fratager sig eller påtager sig ansvar overfor påvirkninger udefra.

Hænger vi os i, hvordan eksterne ting er skyld i alt og alting, vil vi ofte påtage os selv en passiv indstilling. Det er netop dét, jeg tidligere har omtalt i et indlæg som Learned Helplessness. Hvad vi kunne trække fra dét, var at tillært hjælpeløshed ofte netop er noget, som vi ubevidst og uhensigtsmæssigt har lært os selv. Det er lettere sagt end gjort, særligt hvis vi får negative input udefra. Hvordan står vi imod? Det er det helt særligt kerneområde for mig og hele min blog. Derfor vil jeg ikke vandre den sti endnu dybere her også, men blot henvise dig til et mine fastlåste, introducerende skriv på forsiden.

Men, hvad jeg vil fortsætte med her er, hvordan vi ofte møder modgang og følelsen af at være hjælpeløs, rastløs og angstfuld. Her kommer koncepterne Judgment goals og Developmental goals i spil. Enten søger vi det konkrete svar eller også er vi okay med udviklingen, processen og det ukonkrete. Ofte flytter vi vores fokus og mål fra det mere udfordrende til det mere rolige i takt med livet udvikler sig. Alligevel er det som om, at når vi fx møder livstruende sygdomme, bliver vi klare over, at der er én tid tilbage. Her vil vi ofte opleve en dybere, spirituel forståelse af livet og gå mere op i, hvordan vi har det – indeni. Det er noget, jeg virkelig mærker, og det er særligt dét, der fylder i min indre søgen på svar på mit spørgsmål. Jeg vil mig selv. Jeg giver ikke slip på mig selv, for nogen som helst pris. Jeg vil passe på mig selv.

Samlet forklarer det altså, hvordan vi rent kognitivt er forskellige, også rent personligt. Det kan forklares med CAPS: Cognitive Person Variables. Altså, at individuelle forskelle i personlighed ofte ligger i det kognitive system fordelt over mentale/adfærdsmæssige/kreative/sociale evner, indre konstruktioner, subjektive stimuliværdier og ens selvregulerende system.

Så langt hen ad vejen er vi nok, hvor kloge vi er. Men en anden, helt essentiel ting er, hvordan vi har det med det. Eller, hvordan vi i det hele taget har det, emotionelt. Måske er det kulturelt betinget, hvad, hvordan og hvorfor glæde er. Tænk blot på sidste gang du overanalyserede en emoji, som du enten modtog eller afsendte. Chancen for, at vi har forskellige fornemmelser af, hvad de siger, er der. Men rent evolutionært er der tale om helt basale følelser, som finder evidens helt tilbage i Darwins tid. Ofte kan vi tale sammen uden at sige noget. Paul Ekman identificerede seks basale emotioner – vrede, væmmelse, frygt, tristhed, overraskelse og glæde. Og de er de samme på alle verdens skønne, abstrakte kanter.

Er du glad? Selvrapportering er altid tricky, særligt, fordi det dækker bredt og man let er primet af samfundets foretrukne menneske. Samtidigt betyder det også, at glæden spænder bredt. Et glad menneske drysser stjernstøv rundt i alle hjørner af sit liv – tankegangen er lys og strålende. Det betyder, at hvad enten man reelt svarer på det konkrete spørgsmål eller ej, så vil der højst sandsynligt være en intern korrelation, således svaret vil afspejle sandheden. Ja, jeg er altså rigtig glad.

Gør penge os gladere? Det er ret oplagt, at det er altid vil skabe lidt mere glæde. Jeg mindes et citat, der fængede mig som tiårig hestepige, og som de fleste ikke-hestemennesker nok er ret trætte af:

“Money can’t buy happiness, but it can buy horses… which is pretty much the same thing.”

Jeg synes det beskriver ret godt, hvad penge netop kan, gør og bør være. Det gør livet lettere – til en vis grad. Når vi kan opfylde vores basale behov for tryghed og mad, har vi et liv. Derfra er det ret meget op til os selv, hvorvidt vi formår at prime lykke og glæde. Klart, er du vild med at møde vinden i et sus af forårsdufte på toppen af din bedste vens galop, så vil købet af en hest gøre dig lykkeligere. Ligeledes, hvis du stråler med oplevelsen af nye input, så vil flyrejser højst sandsynligt gøre dig lykkeligere. Alligevel – til en vis grad. Der er et Set point. Hesten og flybilletten er ikke ny glæde for altid. Glæden ligger i os selv, vi skaber den selv. Glæde er hjemmelavet, som der står på mit påskesouvenir fra Rømø, der nu hænger på køleskabet. Kort sagt, rige mennesker er ikke (bare) glade. Glade mennesker er rige (særligt på den dybe Liv-måde, du ved). Selvfølgelig med forbehold for, hvor privilegerede de fleste er som udgangspunkt, her i Danmark i hvert fald.

Al dette dækker emotionel intelligens – både omkring andre og sig selv. Det beskriver vores personlighed og at mestre denne form for intelligens er måske den vigtigste af alt i livet. Med den, kan vi gå lige igennem verden af en forvirrende og mørk skov – og finde lykken.

Jeg sætter endnu en poster på min lykkeplanche, der bugner af små hverdagsdrømme. Sommermorgener, hestetid og forårscykelture med Tiger Lily i kurven til sommerferiedrømme til Rømø, Malmø, Paris, Lombok og Firenze. Jeg er en drømmer – for altid. Det er lykken for mig. Det er mig. Så længe, at jeg altid kan drømme og udleve dem én efter én, er det svaret på mit spørgsmål.

Overskøn aprilaften til dig,

Liv