1 måned siden

Hjernenørderi

Vi arbejder neuropsykologisk for at forstå. Forstå mekanismerne bag, der måske udgør en helt rationel grund og forklaring til menneskers ubalancer – og også når der ikke er ubalance, for den sags skyld. Måske er der noget galt, måske er der ikke noget galt. Ikke desto mindre når vi en dybere forståelse, der gør det lettere at forstå det psykiske sind på lige fod med den fysiske krop.
Det er vel derfor, at det synlige brækkede ben er lettere at forstå, i forhold til den (stadigt) usynlige brækkede hjerneneuron?

Og grunden til, at neuroner er usynlige er jo dels, at de er der allerdybest inde. Men, hvad er så grunden til, at vi endnu ikke helt har fået dem frem i lyset? Er det, fordi samfundet ikke vil og kan forstå, at der er noget derinde? Og er det så, fordi vi bliver skræmte, når vi ikke direkte kan se det? Er det svært at forstå? Neuroner er avancerede. De kommunikerer via elektrokemiske signaler, i en konstant vekslen mellem neuronernes ladninger – den såkaldte hjerneaktivitet. De kan være svære at forstå.

Men noget, der synliggør den indre verden, vi jo altså også må erkende er til stede, er henholdsvis MRI og fMRI.

MRI-scanning er en metode, der formår at tage ét billede af det indre væv, og det tager mellem fem og ti minutter at tage dette billede. Denne tilgang bruger altså det faktum, at forskellige former for væv også har forskellige magnetiske muligheder. Det er altså et godt og detaljeret billede af hjernen.

fMRI-scanning er en metode, der formår at tage mange, hurtige billeder, således vi kan se, hvordan hjernen ændrer sig over tid. Det tager kun mellem to og fire sekunder at tage ét billeder, og i det nærmest funktionelle flow af billeder bliver det en slags film. Denne tilgang bruger altså det faktum, at oxygenrigt blod og oxygenfattigt blod har forskellige magnetiske bevægelser. Vi bruger det, der kaldes et BOLD signal – denne komplekse interaktion mellem forandringer i blodflow og blodoxygentering, der efterfølges af en stigende neural aktivitet. Ofte køres denne procedure enten eventrelated eller i et blockdesign.

Det er super smart. Men som alt andet, er der en bagside af medaljen. Fordi vi trækker vejret, og hjertet slår, så vil signalet være forstyrret. Hvis magnituden af støjen er større end selve den effekt, som vi ønsker at måle, betyder det altså, at det er svært at finde det eksakte signal. Det betyder, at vi er nødt til at lave mange forsøg. Fx kan sult og træthed være svært at fange, fordi det er begrænset til en specifik tidsramme.

Selvom fMRI er så fleksibelt, detaljeret og også relativt let at arbejde med, er det stadig ikke perfekt. Det er så godt, fordi neuronernes spatiale og temporale aktivitet er lettere at identificere. Samtidigt kan aktiviteten måles overalt, relativt harmløst – i levende, tilstedeværende væsener. Vi kan bruge det hos angstramte, depressive, skizofrene, eller når vi fx blot ønsker at forstå hjernemønsteret bag vision eller mindfulness. En tredje force er, at hele hjerne kan undersøges på en og samme tid, hvilket gør det muligt at analysere sammenhænge. Men den helt store udfordring ligger i at kunne ramme og udtrække de specifikke situationer, som vi er interesserede i. Fx hvis vi vil undersøge dét at skulle træffe en svær beslutning, så kræver det dermed også at kunne lave et kontrol – altså at kunne sammenligne med hjerneaktiviteten under en let beslutning. Eller det flow, der er til stede, under en depression eller blot en depressiv periode modsat noget, der ikke er. Eller et stærkt spiseforstyrret hjernemønster modsat ét, der ikke er. Jeg håber, at det står lidt klart, hvor jeg vil hen med dette: mennesker er variable – vi kan ikke styre eller vide, hvornår en depressiv har et godt eller skidt tidspunkt, eller hvornår en anorektiker er særligt trigget eller ikke er. Og de ved det oftest heller ikke selv – og da slet ikke på kommando.

Det betyder altså også, at vi altid arbejder med et korrelerende design, hvor vi jo ikke kan manipulere med konkret hjerneaktivitet. Dermed sagt, vi kan ikke rigtig forstå kausaliteten.

Mennesker er fantastiske – især hjernen (sagde hjernen). Jeg mener, tænk hvor meget der konstant foregår derinde – uden, at vi ser det. De vigtigste endokrine kirtler er hypothalamus, hypofysen, binyrerne, skjoldbruskkirtlen,  kønsorganerne og koglekirtlen.

Hormoner er vigtige i psykologien for at kunne forstå mennesker som helhed – både, fordi det hænger tæt sammen, men også fordi det måske er en hjælp til at kunne skelne mellem de forskellige udfordringer, der opstår.  Hvem og hvad skal løse dem? Er det en læge? Medicinen? Psykologen?

Et hormon er et signalstof, der udskilles cellulært fra en endokrin kirtel. Det føres med blodstrømmen til andre væv/organer, hvor de interagerer med cellerne og blander sig i de synapser, der skabes. De fungerer som kemiske og ikke neurale signaler.

Den kemiske proces sker på flere forskellige måder, særligt henholdsvis, 1 – en frigivelse af hormonet, lidt ligesom transmitterstofferne i aksonet på cellen, til blodbanen, og 2 – en frigivelse af hormonet gennem et og indeni et neuron, hvor det binder sig til DNA, og så videre til blodbanen. Det vil sige en slags blanding. Herfra binder de sig til cellers receptorer – og igen er det vigtigt, at det er lige præcis dén receptor. Hvis den ikke passer, sker der ingenting. Passer den, reagerer den videre via second messenger systemer. Herfra ændrer det enten cellens funktion eller igangsætter en eller flere specifikke biologiske funktioner som fx produktionen af modermælk.

Hormoner påvirker snarere, end at virke endegyldigt som sort eller hvidt. Altså øges sandsynligheden for en bestemt respons eller adfærd, men det er ikke enten/eller. De produceres i små mængder og udløses i små omgange. Samtidigt interagerer hormoner med hinanden, hvilket betyder, at frigørelsen af ét hormon ofte vil stimulere frigørelsen af et andet og også et tredje.
Hormoner kan i nogen grad siges at kommunikere meget frem og tilbage, hvilket også kan være med til at forklare kønshormonernes forholdsvise lette omdannelse mellem kvindelige og mandlige hormoner, allerede i de første stadier af livet, gennem androgener.

Hormonproduktionen reguleres som en termostat, på flere forskellige måder. Insulin fungerer som fx respons på øget glukoseniveau i blodet og har til opgave at trække sukkeret ud af blodet igen – netop for at stabilisere. Dvs. når kroppen har nået sit ønskede niveau, stopper den med at trække glukosen ud – den stopper med at producere insulin i et negativt feedback.

Hypothalamus regulerer det endokrine system, enten ved direkte at producere hormoner i den posteriore kirtel (gennem neurale forbindelser til hypothalamus) eller indirekte ved at frigive hormoner via den anteriore kirtel (gennem blodet til hypothalamus).

Oxytocin, der særligt påvirker social og tæt adfærd samt stimulerer frigivelsen af modermælk, og vasopressin (AVP), der særligt tilbageholder vand i kroppen, er eksempler på hormoner, der dannes i den posteriore kirtel. Oxytocin viser sig også at være påvirket af én særlig genotype, der i studier fx har vist sig at have en sammenhæng til autisme.

Generelt produceres hormoner mange forskellige steder i kroppen, og vi møder den lige fra står op om morgenen, hvor stresshormonet, kortisol, frigives i større mængder fra binyrebarken, til om aftenen, hvor kortisol falder, og det søvndyssende hormon, melatonin, tager over.

Der er altså en tydelig interaktion mellem det endokrine – og neurale system. Generelt kontrolleres hormonerne oppefra i hypofysen og hypothalamus, men det er langtfra så enkelt – der er flere veje. Som nævnt producerer skjoldbruskirtlen også hormoner, og helt specifikt frigives thyroidhormoner langsomt. Disse regulerer stofskiftet. Struma er et eksempel på, når hormonerne ikke kan få lov til at dannes i den mængde, som kroppen kalder på. Ofte, fordi der ikke er nok iod til stede, hvorfor skjoldbruskirtlen må blive forvirret og slidt – kommer på en slags overarbejde.

Det betyder, at disse dele er stærkt følsomme, ligesom de enkelte steder receptorerne sidder. Fx har hippocampus mange receptorer, der kalder på stresshormonet kortisol, hvilket giver god grund til at overveje, hvorvidt og hvordan stress påvirker hukommelsen og andre kognitive funktioner. Sammenhængen er reciprok, hvilket betyder, at vi må være opmærksomme på, hvad der forårsager hvad. Alle disse hormonelle hændelser påvirker vores adfærd, der igen vil påvirke vores hormonproduktion senere i livet. Og selvfølgelig også have for øje, at det ikke nødvendigvis betyder, at der er en lidelse.

For det hele hænger sammen. Det gælder også især, når vi ser på homeostase – regulering af kroppen indre miljø i fx temperatur, væske og energi. Konstant regulerer kroppen, alt efter hvem vi er, for vi er netop alle forskellige. Det betyder i denne sammenhæng, at inden for et vist spektrum, er vi forskellige i, hvor vi bedst ligger fx temperaturmæssigt. Når vi når den optimale temperatur, signalerer kroppen via denne smarte negative feedback, hvorved der altså gives besked, om at der ikke er brug for mere varme. Alt dette omkring kropstemperatur reguleres igen oppefra hypothalamus. Vi mennesker er netop endotherme, så at sige varmblodede, vi får varmen indefra, og det er nødvendigt at opretholde kropstemperaturen. Vi kan regulere den adfærdsmæssigt ved at tage mere tøj på, gå indenfor eller bare bevæge/ændre vores kropsholdning. Men vi kan netop også regulere den indefra, fysiologisk, hvilket sker i POA i hypothalamus.

Evolutionært har vi bevæget os frem og tilbage mellem land og vand, hvorfor vi egentlig er fyldt op med en slags havvand – i hvert fald saltvand. Isoton er den fysiologiske koncentration. Er saltindholdet for højt i forhold til den isotone koncentration, kaldes det hyperton mod hypoton, hvor saltindholdet er mindre i forhold til, hvad det bør være.

Osmisk tørst handler om, når vi fx spiser salt, og der så bliver trukket vand ud af den indre celle, mens hypovolemisk tørst er dette generelle forbrug af vand – vi sveder, vi kaster op og alt det andet, der også hører med til at være menneske på mindre gode dage.

Hypothalamus regulerer også vores behov for energi/appetit, gennem flere forskellige hormoner. Fx sender insulin besked i forhold til blodsukkeret, mens ghrelin sender besked om en tom mave. 33 % af energiforbruget bruges på fordøjelse, mens 55 % bruges på basal metabolisme – altså bare det at blive holdt kørende uden at foretage noget mod de 12 %, der er tilbage til at præstere ud over det. Det forklarer måske, hvorfor mange taler, om at de føler sig trætte – i sær om vinteren. Vi skal bruge mere energi på at holde os varme, og så skal vi huske, at vi netop ikke nødvendigvis skal løbe 5 km, eller det der ligner, for at kunne spise et eller to stykker kage til eftermiddagskaffen. Mange spiser for lidt, og uanset om det er bevidst eller ubevidst, så vil det oftest bare gøre kroppen værre – lige fra dårligere kognition/hjernecellerne har taget det meste energi, dårlig fedtforbrænding/nedsat stofskifte og nedsat motivation/kroppen er drænet for det meste energi.

For kroppen er smart. Når den mangler energi, både lige nu direkte i blodet og i selve glykogendepoterne, suger den det til sig, lige så snart den får mulighed for det. Hvis vi ikke har kulhydrat til stede, skal kroppen jo alligevel bruge energi, og derfor er kroppen indrettet med en ketosefunktion. Det vil sige, at den forbruger fedt som energi i stedet. Det giver mening, at denne funktion er til stede for, at vi kan overleve, hvis vi fx sulter. Det må altså være hårdt for kroppe at gå i ketose, og det er derfor værd at nævne, at en restriktion af kulhydrater i ekstrem grad, som vi ser det i dag i nogle diæter, er lidt at misbruge sin egen krop. Jeg tænker i hvert fald, at det ikke er en holdbar løsning på længere sigt – der må være nogle konsekvenser af at lege syg.

Et muligt bud kunne være en ubalance i mikroorganismerne i tarmen. Vi har flere milliarder mælkesyrebakterier i maven – både gode og dårlige. Selve sammensætningen er forskellig fra menneske til menneske og er særligt sensitiv. Med garanti, vil det have betydning, hvorvidt og hvor meget man har fået antibiotika, simpelthen, fordi det ødelægger alle bakterier – også de gode. Man tænker, at andre faktorer som stress, kost eller anden medicin også påvirker på den ene eller den anden måde. Her mener man, at denne sammenhæng også er reciprok. Tarmfloraen er måske grunden til både fysiske og psykiske ubalancer. Det kan være med til at forklare, hvorfor nogle bare har lettere ved at holde sig slanke, eller hvorfor nogle er mere tilbøjelige til at blive depressive. Særligt har jeg set ret bred enighed omkring, at mælkesyren Lactobacillus rhamnosus Rosell-11, skulle have ret meget at sige i forhold til lidelser som angst. Måske, fordi hormoner som serotonin kan stimuleres gennem tarmfloraen?

Og det er vigtigt, fordi alt dette handler om vores liv på alle dets leder og kanter. Fra dag til nat. Vi har et slags indre ur, der regulerer de biologiske rytmer. Molekylære mekanismer står bag dette, og de kører netop over en cyklus på lidt over ét døgn. Alle kroppens celler er synkroniserede efter dette indre ur, der atter styres fra hypothalamus.

Mutationer kan ødelægge det indre molekylære ur, og genetisk variation (polymorfismer) påvirker således også, hvorvidt vi er A-mennesker eller B-mennesker. Der er forskellige måder at sove på. NREM forløber i tre stadier i op til omkring 90 minutter, hvorefter vi glider ind i den dybe, lange REM-søvn. Generelt sover vi mindre og mindre, jo ældre vi bliver. Søvn er enormt vigtigt, fordi vi på en eller anden måde regenerer det hele i løbet af natten. Affaldsstoffer som beta-amyloid, der er særligt forekommen i Alzheimers, renses ud, og hukommelse forbedres gennem konsolidering. Synapserne, der dannes i løbet af dagen, bliver sorteret, således vi gemmer dét, der skal gemmes og smider det ud, der ikke skal gemmes.

Det giver ret god mening at tage sig en god nats søvn efter en rigtig møgdag.

 

 

Det var det her ikke. Til gengæld, var det rigtig hjernenørderi.

Liv