1 år siden

Telgårdsvej 10

Det er en sommerlig søndag formiddag hjemme på Teglgårdsvej. Min Barndomsgade kender mig og alle mine dage, ofte cyklende eller slæbende med cyklen på vej hjem fra skole. Den husker mine veninder, mine søskende og min pony, der den allerførste gang vi red hele vejen ned i rideklubben. Vejen mindes min latter på vej hjem for at holde fødselsdag med børnehaven, hvor jeg faldt på en af de løse sten, og det blev til gråd. Vejen husker sommer efter sommer, hvor vi tegnede hinkesten og legede med den smeltede sorte glans. Min Barndomsgade husker vores fjorten år sammen, og dagen vi forlod den.
Og jeg kender den. I asfaltens nye lag og huller, hjørnets brede hæk samt, hvor det rigtigt går op ad bakke. Jeg kender hovedvejen, hvor jeg troligt ventede med at gå over selv, førend jeg var ti. Jeg kender naboerne, markerne, hundene og Dagli’ Brugsen næsten ved siden af. Jeg kender toppen af vejen, hvor huset ligger.

Hvad skal vi i dag? Spise morgenmad, måske løbe en tur med mor, rydde op, glæde mig til min fødselsdag, besøge farmor og farfar, passe dyrene og lave lektier.

Hvorfor? Modellerer jeg nogen? Følger jeg medierne? Samfundet? Bestemmer mine gener?

Bestemmer det min attitude til fordomme, diskrimination, hvad jeg foretrækker eller ikke gør, hvad jeg stemmer på til det kommende valg, min sundhed, og hvad jeg stræber efter?

“A psychological tendency that is expressed by evaluating a particular entity with some degree of favor or disfavor”.

Således beskrives begrebet attitude, rent psykologisk.

Min far var og er stadigvæk sådan en, der siger, hvad han mener – og gerne mere til. Han glemmer indimellem at tænke over det først, og selv hvis han gør, får han sagt noget, der godt kunne gøre ham upopulær. Eller også får han gjort noget, som at synge utrolig højt med på The Pizza Song til forældredag i tredje klasse – som den eneste. “Hvis vi skal synge, så synger man da med!”

Min far er sådan en, der har en stærk attitude. Det var nogle gange lidt svært at navigere i som en lille, betænksom pige, men i dag synes jeg faktisk, at det er en stærk og god indstilling. Han havde måske lidt udfordringer med at give den videre, men det er en anden diskussion.

Min far er altså et godt eksempel på én, der er lettere ligetil at måle på, fx gennem skalaer. I sin stædighed, har han heller aldrig været sådan én, man bare lige overtaler til noget. Med den centrale rute, kunne vi nå langt med personlig relevans, kognition, intellekt, tid og distraktioner, men man var nok mere heldig med den perifere rute i netop de situationer, hvor stemningen gjorde ens forældre lidt mere medgørlige. Alt i alt, var det i virkeligheden sjældent, at det overhovedet lykkedes, hvorfor vi oftest slet ikke forsøgte at overtale ham, men nok oftere min mor. Hun har en mere blid, forsigtig og implicit personlighed. Disse attituder måles ofte mere med indirekte metoder, som ved at se på elektriske impulser og hjerneaktivitet.

Handler eksplicitte attituder om en bevidst, kontrolleret processering overfor implicitte attituder med ubevidst, automatisk processering?

Og kan vi overhovedet tale om attituder som værende noget konstant? Det vil nok være påvirket af, hvorvidt selve emnet er vigtigt for en selv, kulturen eller samfundet. Eller, hvorvidt det er vigtigt for en, at ens handlinger følger ens holdninger. Konstante attituder er måske gældende i vores kultur, men måske ikke i Østen?

Men ofte ændrer vi alle vores attitude afhængigt af hvem, vi taler med, og hvad vi taler om – som fx når vi prøvede at overtale far til at købe blå “sportsvand” i Tyskland.

Vi påvirkes ofte til at ændre os selv for at passe ind i den sociale kontekst – lidt ligesom en kamæleon. Vi følger troligt flokken – måske endda på kommando eller mod sine egne værdier. Jeg husker altså tydeligt den der fødselsdagsfest på toppen af Barndommens gade, hvor pigerne grupperede sig, og jeg bare blev lidt mere populær, når jeg tiede min egen skæve mening og bare sagde dét, de ville høre. Noget som ofte ses i kollektive samfund, i specifikke samfundsgrupper, ældre generationer – eller bare den der fødselsdag i tredje klasse.

Det er skørt at tænke på, hvordan vi hele tiden – ubevidst og bevidst – påvirker hinanden:

Foot-in-the-door technique – når vi lige beder om en lille tjeneste, hvorefter en n0get større liige følger efter.

Low-ball – når vi først siger en lav pris, som pludselig stiger, når modparten så rent faktisk vil købe.

Bait-and-switch – når vi lover noget, der virkelig er fedt, så vi opnår andres lyst og engagement, hvorefter ideen aflyses og erstattes med noget, der er knap så fedt. Noget man måske kunne overføre til Lars Lykkes akkumulation af de 69 milliarder til velfærden.

Labelling – når vi roser andre med og giver dem en attraktiv label, så de også får lyst til at være sådan en “grum og dygtig skolepige” Nr. Løgum Central Skole.

Det skræmmende er jo, at det virker, simpelthen fordi vi vægter det sociale højt. Noget som er endnu mere skræmmende er, at vi går rigtig, rigtig langt. Tænk blot på Hitler og 2. Verdenskrig – hvordan kunne så mange mennesker blot lægge sig under for ren og skær lydighed? Der er lavet skræmmende, dog uetiske studier, bl.a. hvor sygeplejersker adlyder lægens instrukser om at give patienten et givent medicin – hvor man efterfølgende måtte stoppe handlingen, inden det gik galt.

“Obedience is compliance with commands given by an authority figure”

Men måske er det lige så skræmmende, at det kan være så svært at være sig selv blandt andre mennesker dér til fødselsdagsfesten, hvor der blev spist utallige minipizzaer lavet på Pågen Javisst sandwichbunde og mors (i øvrigt ret kendte) chokoladekage med pålægschokolade.

“Conformity is a type of social influence involving a change in belief or behavior in order to fit in with a group.”

Et eller andet sted føles den tredje mulighed, i denne grove inddeling af social påvirkning, knap så bekymrende:

“Compliance refers to a response—specifically, a submission—made in reaction to a request.”

Lige her i starten af smukkeste maj, går vi det næste valg i møde – både Europa-Parlamentsvalget og Folketingsvalget anno 2019. Fordelt over to dage – en utrolig svær og lettere kritisk beslutningsproces. Mere interessant er det dog at overveje, hvordan vi påvirkes af politikerne af alt muligt andet, der ikke handler om politik?

Her er det værd at overveje, hvor vores attituder, politiske attituder, kommer fra. Hvilke personligheder valgte Trump til?

Jeg voksede op på Teglgårdsvej 10 med en selvstændig drænrørsælgende, – juletræsplantende, – ejendomsmægler – og revisor-far, en hesteridende, – kagebagende -og sygerplejerske-mor, to basketballspillende brødre og en skør make-believe-legende lillesøster i en lille landsby, hvor H&M og Bilka lå så langt væk, at mine øjne stadig lyser af begejstring ved oplevelsen af at gå ind i dem.
Vi påvirkes top-down med ideologier og politik, og det påvirker os hele vejen ud. Men vi påvirkes også bottum-up i vores underliggende behov, der kan udtrykkes i sved, blink og hjertebanken.

Jeg sad netop en aften med mine søskende og så én af filmene bag massakren på Utøya. Og det kunne jeg virkelig mærke. Kropsligt.

Hvorfor og hvad er det for nogle mennesker derude?

“Autoritarisme er en styreform karakteriseret ved en stærk centralmagt og begrænsede politiske friheder.”

De ville måske sige:

“Our country will be great if we honor the ways of our forefathers, do what the authorities tell us to do, and get rid of the ‘rotten apples’ who are ruining everything.”

Hvad enten vi møder dette i forfærdelige, radikale hadefulde ekstremister eller mere ser det i tendenser i sydstater som Mississippi og Tennessee, er det dét, vi lever med og i. Vi tvinges til at forholde os til det konstant, aktuelt for os i Rasmus Paludans voldsomme og kontroversielle samfundskritik.

Studier viser, at vi som mennesker bliver mindre åbne, mere bevidste og mere autoritære i takt med, at vi ældes. Det understreger, at det måske er en attitude, der kommer os alle ved helt generelt som mennesker.

Vi taler altså om en slags mere højreorienteret, politisk pol. Mod en dominerende præference for at beskytte egne værdier og interesser, er der de ligeså kritiske konservative værdier i denne sociale, dominerende orientering. I en nærmest konkurrerende gruppeinddeling, vægtes orden, selvdisciplin og høflighed. Liberalt, er forskelle i samfundet naturligt – og gavnligt. Og den højreorienterede politik kan også bruges positivt – ofte her i Danmark. Men den kan også snildt sætte en stopper for enhver kreativ udfoldelse med asfaltkridtet på Teglgårdsvej denne forårsformiddag. Eller måske stoppe salget af det helende CBD Cannabis for den sags skyld.

Det hænger måske sammen med, hvorvidt man formår at trække det gode ud. Intelligente tanker bruges ofte i politik, men kun hvis det politiske system imødekommer det. I Danmark er det jo lidt en anden sag, men de røde partier er der vel for en grund. Det kan fx være svært at spotte intelligensen i amerikansk politik – i hvert fald, hvis det er Trump, som vi må lægge øre til:

“It’s really cold outside, they are calling it a major freeze, weeks ahead of normal. Man, we could use a big fat dose of global warming!” Twitter, 19/10/15

Av! Jeg falder over en sten lige foran Teglgårdsvej 10. Det er en sommerlig søndag formiddag, blot mange år senere. Stedet ligner næsten sig selv. Glasmalingen er der endnu. Vejen runder så fint. Persiennerne er stadig blå på min brors værelse. Mormors muldvarp står stadig på terrassen. Folden er stadig omkranset af det fine, hvide hegn, der engang passede på vores heste. Idyl, tænker jeg på toppen, idet jeg skuer ud over landskabet med den hvide kirke lige foran.

Jeg tænker på svundne dage, der ikke kommer tilbage. Jeg reflekterer passioneret over, hvorledes dette har været med til at skabe mig. Tænker på, hvad mon jeg tænker om det kommende valg.

Tak Teglgårdsvej 10, min Barndomsgade. Dig og dit grønne har jeg in mente.

 

Liv