1 år siden

YOUR MIND IS ALL YOURS

Når Liv dør.

Hvad sker der, når Liv dør? Dør Liv så virkelig? Dør livet?

Jeg ser firkløveren. Jeg ser hende. Hun danser så fint i vinden. Leger med den. Leger med vinden, leger med livet. Hvem der bare kunne lege sådan. Hun smiler til solen, og den smiler tilbage til hende i en varm og brændende stråle, der stikker hende let på hendes fire arme. Men det gør ikke noget. Ingen glæde er for stor til hende. Hun giver den, hun fortjener den.
Lige siden hun var helt grøn, har det været sådan. Uskyldig og ren, ja, men aldrig rigtigt bange. Aldrig rigtigt bange for at stå ude i regnen, for hun ved, at det alt altid ville blive trygt, lyst og grønt igen. Også selvom hun bliver trådt på, for det bliver man jo i den her verden. Hun rejser sig, stadig smuk og strålende, som bar hun en krone af glimtende diamanter. Én diamant for hver en drøm, hun drømmer. Og der er mange. Ligeså mange som der er stjerner på himmelen. Hun er en stjerne. Alle kan se det.
Farverne smelter sammen og forbliver et længselsfuldt billede i min erindring, for ser hun det selv? Jeg savner hende. Jeg savner firkløveren, jeg savner Liv. Hvorfor fanden døde hun, Liv? Hvorfor fanden skulle det ske for hende? Hvorfor fanden, skal hun kæmpe så fandens meget? Hvorfor fanden ser de ikke, at det var deres skyld? Hvorfor fik de hende til at føle, at hun ikke var god nok? Hun var jo så smuk, fin, uskyldig og rask. Hvorfor vil de ikke tale? Hvorfor vil de ikke tale om det? Hvorfor skal jeg sidde her alene og græde.
Jeg hiver efter vejret, mærker ikke ilten trænge ind, jeg må væk herfra. Min mave er hul, men det fortjener den. Det fortjener jeg. Jeg er så fandens dum og ond. Alene igen. De gider mig virkelig ikke. Jeg må væk herfra. Himlen er sort, men månen oplyser den kolde markvej for mig. Jeg går. Jeg går her igen. Det er rart, tror jeg. Her er plads. Her er plads til mig og al min smerte. Hulk, hører jeg. Er det min? Jeg ved det ikke, det er også ligemeget. En himmel så sort, som mit indre. Et lille hul, som aldrig er blevet lappet. Jeg troede virkelig, at jeg syede, at jeg lappede, alt imens hullet blot blev større og større og større. Min sting vil ikke holde. Jeg, der ellers er så god til at sy. Hvorfor vil de ikke holde? Nålen går igennem, snoren går igennem, men det trævler. Jeg trævler. Jeg går op.
Hvor længe skal det her fortsætte, spørger de mig. Jeg kunne jo også tage mig sammen. Du fik jo alt, helt ærligt! Det er ikke kun dig, det handler om – men det handler kun om dig lige nu. Tænker du slet ikke på din søster? Din stakkels mor?
De her gåture, dem har jeg mange af. Markvejene kender mig ud og ind, og jeg kender dem, Også når her er buldermørkt som i aften, hvor jeg føler mig virkelig syg af anoreksi. Ikke blot, fordi smerten og vreden indeni, forårsagede, at jeg droppede og nægtede aftensmaden. Mest, fordi smerten og vreden indeni er så ond i aften. Ondskaben vil ingen ende tage og efter at have efterladt utallige fodspor i sneen, får jeg, så godt jeg kan, min gråd kastet væk og tørret min øjne.
Jeg når hjem og indenfor i det, der bør føles som varme, og jeg kaster mig istedet over min slidte udklædning som ‘glad og smart i en fart’, idet jeg trækker i de høje støvler og frakken. I aften er jeg nødt til at tage mig sammen, og selvom jeg glæder mig lidt over det nogenlunde lave kalorieindtag, mærker jeg alligevel en form for nervøsitet, for jeg ved jo godt, at shots altså ikke ligger særligt godt på en tom mave. Afsted kommer jeg, og efter en aften med noget så vildt som fire zero-sodavander og tre shots, er jeg hurtigt hjemme igen. Jeg har jo en aflevering for. Jeg skal tidligt op imorgen. Det er jo lørdag, der skal laves lektier.
Hun danser og danser. Så fint i et lys af englestøv, der glimter så fint som forårsduggen, der ligger så lykkeligt på vingerne, dét der egentligt er hendes skørt af fire, helt grønne kløverblade. Hun er en engel. Lykkelig som nuet. Men pludseligt falder hun sammen. Blomsterne ved siden af prøver at hjælpe hende op igen, men det lykkes ikke, og de giver op. Æbletræet står ved hendes side, trofast, men det kaster blot æbler, der når at blive stødte, inden de når hendes slatne vinger. Ingen saft og kraft er tilbage, og hun har aldrig været længere væk fra stammen. Duggen drypper febrilsk og voldsomt fra hende i tårer, der gør så ondt indeni. Smerten forplanter sig som en stikkende klump af smerte, der gør det svært at trække vejret. Jeg vågner forpint fra det mareridt, der engang var min drøm. Jeg forsøger at falde til ro igen, men alt jeg ser er en engel med en forpestet, sort djævlehjerne.

Ovenstående tekst er et udsnit blandt mange fra min tid som alvorligt syg, anorektiker. Den gør det klart, hvorfor det er så enormt vigtigt at stræbe efter leve sit liv lykkeligt. Og den gør det endnu mere klart, hvordan. For selvom jeg på daværende tidspunkt havde god grund til at tro, at jeg var ødelagt, så er det bare ikke sådan, at det behøver at være. Det er muligt at gøre livet så lyst, at det skærer i øjenene, når du vågner om morgenen i din egen sol, så du bare må op, for at flyve ind i en ny dag, proppet med så meget energi, at du får livet omkring dig til at gro vildt som de smukkeste mælkebøtter en forårsdag. Det jeg selvfølgelig vil hen til er kraften i at have dit helt eget liv, din egen kerne. Din egen vilje. Dine egne følelser. Dine egne handlinger.
Mestre dit liv i en ukontrollerbar verden. Få solen til at skinne i tågen af ligegyldighed. Uklare skyer af angst, forvirring, humor, glæde, der højst sandsynligt ikke engang er dine egne, men andres forsøg på at påvirke dig. Skyer, der er fuldkommen ligegyldige. Livet vil være svært nogle gange, men det bekræfter dig kun i at gå videre med dit liv.
Eksistentialistisk Psykologi, hvor det netop er mennesket, der er i fokus i denne menneske-verden-relation, er omdrejningspunktet for tilgangen. Psykologer som Sartre og Frankl havde markante syn på hele eksistensen. Sartre troede på at skabe eksistensen i en kaotisk, meningsløs verden, nærmest ateistisk eksistentialisme. Frankl troede på at finde sin eksistens, sin skæbne i en meningsfuld, planlagte verden. Uanset hvad, handler det altså om enten at skabe eller “få øje på det, som er meningen, man skal udrette, mens man er her på jorden.” Det handler om at få solen til at skinne, for det kan den, selvom den er i tågen, under en regnbyge eller i en snestorm. Når det bliver svært, og det gør det. Det er de kaotiske livsvilkår, vi lever under. Og når det bliver svært, så er det, at vi ved, at det blot er en tåge, vi skal være ligeglade med og i stedet fortsætte vores liv. Fortsætte med at skinne som den største sol.

Det er svært, det ved jeg. Og det er en god forklaring på. Vi mennesker navigerer rundt i en verden, hvor der jo altså er noget rundt om os. Og dét, der er rundt om os af positive og negative ting er vi ikke selv herre over. “Vi trues af kaos og meningsløshed” beskrives det mange steder.

Jeg ser det som skyer eller tåge, der svæver rundt, og ofte er det netop “blot” tanker.

Jeg kan godt lide at tænke på livet, kernen, som en individuel, smuk og vild skov. Når vi lever, følger vi hele tiden vores egne små stier, og ofte den samme sti igen og igen, simpelthen fordi det er lettere for neuronerne at finde hjem, når stien er tydelig. Og det er den, fordi du formentligt allerede tog dit første skridt på netop denne sti, før du fyldte otte. Denne sti er så at sige særligt dominerende og er nok nærmere en tresporet motorvej. Det er svært at give et entydigt svar på, hvorfor jeg selv fx blev så påvirket af mørket udenom, at mine lyse stier også blev mørke og helvedes anorektiske, men det var i hvert fald den vej mine neuroner havde let ved at gå.
Grunden til, at vi tog et bestemt skridt, allerede som lille, er vi formentligt slet ikke klar over, netop fordi det neurale system er så følsomt og bliver påvirket af alt omkring det.
Og som små er det nok mest dét omkring os, der farver os, inden vi overhovedet når at tænke over hvilke farver, vi ønsker at male med. Så står vi måske ti, tyve, tredive år senere med et maleri, vi så pokkers gerne vil ændre. Male hvidt.

Og så er vi tilbage til min historie. Til trods for, at jeg, ødelagt, knust og ligeglad, kørte motorveje direkte mod døden i en alder af 18 år, så var der ét, og der var vitterligt kun ét, lys derinde helt inde i min mørke, kolde skov. Jeg fik lyst til at være glad. Og det blev min start på at gå helt nye stier, der tog meget lang tid at lære mine neuroner at gå.

Det var og er ren MIND MAGIC. 

Nøglen er simpelthen at tage et nyt skridt og forvente, at du måske er nødt til at gå igennem stikkende, indgroede buske og træer, der vil give dig skrammer og sår. Og fortsætte med at gå, gå og gå, i hvad der vil føles som en evighed af både tvivl, smerte og bare ren og skær forkert-hed, for stien er jo netop ikke gået før. Det føles mere forkert end de forkerte, vante stier. Du skal helt selv danne den og gå den så mange, at det bliver din nye sti. Jeg vil bare sige til dig, som jeg sagde til mig selv: Når det føles allermest forkert, ved du, at det er rigtigt. Og jeg lover dig, lige pludseligt føles det også helt rigtigt.

Magisk.